Låpsley, Heartland Festival, Highland Stage, Egeskov
Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA
Den kun 19-årige sangerinde med en soulstemme, der nemt kan associeres med blandt andre Amy Winehouse, var sat til at ruske op i det tømmermændsramte publikum, der så mageligt havde slænget sig på græsset på toppen af Egeskovdalen. Men for at citere min kollega Jens Dræby, er det meget svært at blæse nogle, som allerede sidder på jorden omkuld. Den minimalistiske electropop skyllede dog stadig i massive mængder ind over hjertelandet, og soulstemmen sad lige der, hvor den skulle sidde, på trods af, at Låpsley ellers havde problemer med sin monitor. Og desværre var det tydeligt, at dette påvirkede sangerinden i en noget højere grad, end det påvirkede publikum.
Det er ofte tilfældet med flotte vokaler i den elektroniske genre, at de drukner i den massive bas og den skarpe diskant, hvilket dog ikke her var tilfældet, særligt under åbningsnummeret ”Cliff” fra debutalbummet Long Way Home. Men selvom musikkens instrumentale dele var sat i fornemt forhold til Låpsleys smukke vokal, havde hendes nervøsitet det med at udgøre fokus blandt det mere kritiske publikum.
Vikingeinvasionen i det nordengelske halvejs inde i vor tidsregning har dog hos Låpsley vist sig at have holdt ved, eftersom der er trukket tydelig inspiration fra de nordiske helte i The Knife og den danske hitproducer Trentemøller. Der blev forsøgt med den skæve, mørke vokal, som vi kender den fra Fever Ray og rykkende synths under ”Falling Short”, men det skar ligesom ikke rigtig igennem, og den minimalistiske lyd var, som begrebet antyder, lidt for minimal til at skille sig ud fra resten af den electrobølge, der efterhånden lever i bedste velgående i den internationale æter. Den vigtigste ingrediens af dem alle var derfor en mangelvare – netop opfindsomheden.
Den uforløste nervøsitet
Godt halvejs inde i koncerten spredte der sig et bredt smil i Låpsleys generte ansigt, der indikerede, at lydproblemerne var blevet løst. Forhåbningerne om at energien derefter skulle indfinde sig i sættet, var derfor stærke hos undertegnede, men her måtte skuffelsen desværre kalde sig sejrherre. Kompositionernes små finesser druknede igennem størstedelen af koncerten i det basprægede univers, og selvom vokalen overordnet set var skarp, var det ikke helt nok til at trække den hjem. Og for lige at parafrasere Låpsley-lyrikken, skulle der altså ved denne koncert to til at danse tango, og denne dans kørte desværre lidt for meget i diskogear.
Sætliste:
Cliff
Falling Short
Dancing
Operator
Tell Me The Truth
Seven Months
Love Is Blind
Station
Hurt Me