Arne nægter at flytte sin postkasse: - Den kommer ikke derud

I Bogense nægter en bogenseboer at flytte sin postkasse ud til vejkanten, da hans hus er fredet. Et nyt postforlig vil skærpe regler for dispensation.

Ikke alle danskere er lige positive over udsigten til at skulle flytte deres postkasse ud til vejkanten, sådan som et nyt postforlig vil pålægge stort set alle danskere, skriver tv2.dk

Indtil nu har det være muligt at søge dispensation for ordningen, men reglerne for at søge dispensation ventes at blive skærpet efter et nyt postforlig, som formentlig falder på plads tirsdag.

Men i Bogense på Fyn nægter Arne Jedorf at flytte sin postkasse ud til vejen i den idylliske gade med gamle bindingsværkshuse.

- Det skal jeg ikke. Min postkasse den er der og der vil den blive. Det er halsløst at sætte den udenpå husmuren, siger Arne Jedorf til tv2.dk.

Da fortovet ikke er særligt bredt, har man i gaden valgt at holde postkasserne inde ved døren eller sat brevsprækker i de gamle hoveddøre.

Bogenseboeren peger på, at fredningsmyndighederne har erklæret huset for fredet og bevaringsværdigt, og det spænder ben for at sætte postkassen ud på ydermuren.

- Vi må ikke ændre på facaden og så kan jeg ikke sætte en postkasse op. Min postkasse, siger Arne Jedorf, der er ligeglad med, om han får sin post eller ej fremover.

- Det eneste jeg får med posten, det er faktisk mine reklamer. De måske fire julekort jeg får om året, dem klarer jeg mig nok uden, siger Arne Jedorf.

Postforlig uden ændringer af placering af postkasser

Nu kan Arne Jedorf glæde sig over, at der med det nye postforlig ikke kommer nogen nye ændringer i forhold til, hvor man skal placere sine brevkasser. Det kom frem, da postforliget blev præsenteret tirsdag. 

- Det er nøjagtigt den ordning, som vi vedtog i 2010. Det er også den, der virker nu, siger transportminister Hans Christian-Schmidt.

Ministeren forklarer, det er kommunens ansvar, at kontakte Post Danmark og fortælle, hvis der skal gives dispensation til ældre, gangbesværede eller handicappede. 

Du kan se indslag med Arne Jedorf på tv2dk

Oversigt

    Oversigt