I det fynske folks tjeneste

Axelsen slår stærk kineser og slutter året af med titel

Viktor Axelsen vinder stor titel i Dubai. Foto: Stringer, Scanpix

Det var en nervepirrende finale, hvor en udmattet Viktor Axelsen viste forrygende badminton.

Viktor Axelsen vandt søndag sæsonfinalen i badminton, Dubai World Superseries Finals, med en flot finalesejr på 21-14, 6-21, 21-17 over kineseren Tian Houwei.

Tian Houwei, som havde slået Jan Ø. Jørgensen i semifinalen, var nervøs til slut, og heldet var på Axelsens side. Axelsen kom bedst fra start og foran 12-7. Det forspring smed danskeren ikke og vandt første sæt i overlegen stil.

Især defensivt var Axelsen stærk, og kineseren kunne ikke finde løsninger for at få overtaget i kampen. Axelsen spillede meget kontrolleret og styrede duellerne med elegant og taktisk klogt spil.

Læs også Minut for minut: Sådan vandt Viktor Axelsen karrierens største sejr

I andet sæt ændrede kampen karakter, og Axelsen kunne kun følge med frem til stillingen 3-3. Tian Houwei spadserede sig til sættet uden at få den store modstand om de fleste af pointene. Det virkede som om, at en træt Axelsen lod kineseren få andet sæt for så at kunne bruge kræfterne i tredje og afgørende sæt.

Axelsen kom dog hurtigt bagud 1-6 efter en del nemme fejl. Det lykkedes dog danskeren at reducere til 5-6 og lidt senere 7-8. Kontakt blev der skabt ved 11-11, og Axelsen virkede til at have fundet lidt ekstra energi. Duellanterne fulgtes herefter ad frem til 14-14, men kineseren trak fra og kom foran 16-14.

Igen viste en udmattet Axelsen stor viljestyrke og vendte det til 20-16-føring. Danskeren tog sejren på sin anden matchbold.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip