Badmintonsportens verdenselite kommer til Odense

OL-guldvindere, verdensmestre, Thomas Cup-vinderne, og en lang række danske profiler deltager ved dette års Yonex Denmark Open i Odense.

Der bliver stjernedrys for alle pengene, når Odense Idrætshal fra den 18. til den 23. oktober igen slår dørene op for badmintonturneringen Yonex Denmark Open.

For programmet er i sandhed noget af en stjerneparade, der får badmintonelskere til at slikke sig om munden. 

I herresingle deltager samtlige spillere i top 15 på verdensranglisten. Det betyder, at OL-guldvinderen og verdensmesteren Chen Long, verdensranglistens nr. 1 Lee Chong Wei og legenden Lin Dan alle kommer til Fyn for at dyste mod den lokale stjerne, Viktor Axelsen. 

I herresingle deltager også Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus.

I damesingle deltager blandt andet den forsvarende, dobbelte danske mester, Line Kjærsfeldt. De øvrige danske damesinglespillere er Anna Thea Madsen, der sammen med Kjærsfeldt vandt EM-bronze, og den tidligere danmarksmester Mia Blichfeldt.

I herredouble skal fynske Mathias Boe sammen med makkeren Carsten Mogensen forsøge at gentage triumfen fra 2010. Men de får benhård modstand på vej mod toppen i form af OL-modstanderne og OL-bronzevinderne, Marcus Ellis/Chris Langridge, eller verdensklassepar som OL-sølvvinderne Shem Goh/Wee Kiong Tan, Hiroyuki Endo/Kenichi Hayakawa og Chai Biao/Hong Wei.

OL-sølvvinderne i damedouble, Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen, får mulighed for at tage revanche mod kinesiske Ying Luo/Yu Luo, som de tabte til i OL-gruppespillet.

I mixeddouble er der fornemt besøg af både OL-guld og OL-sølv, da Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir og Peng Soon Chan/Liu Ying Goh stiller op til Yonex Denmark Open presented by Danisa, som turneringen officielt hedder.

De får kamp til stregen af Danmarks bedste mixeddouble med Christinna Pedersen/Joachim Fischer, der sammen stiller op i Odense. De to kan ende med at få revanche for All England-finalenederlaget til Praveen Jordan/Debby Susanto, der også dukker op.

Oversigt

    Oversigt