Barfoed-overskud på 745 millioner kroner

Langt den største del af overskuddet stammer dog fra værdi-opskrivninger af ejendomme.

Odenses største boligudlejer, Barfoed Group, forbedrede isoleret set sin indtjening med 1,2 milliarder kroner sidste år.

Efter skat havde Barfoed et overskud på 745 millioner kroner mod et underskud på 522 millioner kroner i 2014.

Renser man tallet for værdireguleringer af ejendomme og rentesikrings-arrangementer er overskuddet dog kun på 97 millioner kroner mod 81 millioner i 2014.

Baggrunden for værdiopskrivningerne er stigende priser på kontor- og forretningsejendomme i København og Århus og udlejningsejendomme i større provinsbyer.

Barfoed har fået 379 millioner kroner ind i lejeindtægter – 25 millioner mere end året i forvejen.

Koncernen har i øvrigt valgt at omlægge en pæn del af sine et-årige lån til længerevarende lån for at sikre en bedre rentestabilitet.

Til trods for, at Barfoed har en del lån med afdragsfrihed, der udløber i 2017, forventer koncernen at have en egenkapital på 1,1 milliarder kroner ved udgangen af 2017 og tilstrækkelige midler til at indfri den løbende indfrielse af gælden.

Oversigt

    Oversigt