Bilbanko ved Bilka: - Når man vinder, tænder man katastrofeblinket

Bilka i Odense var vært for bilbanko, hvor tallene kommer gennem radioen. Vinder du, dytter du, og så kommer præmierne lige til bildøren.

Cirka 150 biler holdt på parkeringspladsen ved Bilka i Odense tirsdag aften for at deltage i bilbanko, og TV 2/FYN var med for at følge søskendeparret Julie og Tanja, der var med til den særlige form for banko, hvor deltagerne sidder i deres biler og hører tallene gennem bilradioen.

Banko i bilen
Banko i bilen
Foto: Morten Albek

- Når man vinder, så dytter man og tænder katastrofeblinket – og så ud af vinduet med armene, fortæller Tanja, der endnu ikke har prøvet at vinde noget i spillet, selv om hun og søsteren har været med før i Kolding.

Hvis man har held til at få pladen fuld og har dyttet løs, er der præmier på spil. Hovedpræmien er en grill til en værdi af 5.000 kroner.

Derfor er bilbanko interessant for unge

Det er dog også for hyggens skyld, fortæller søstrene.

- Vi kan sidde og høre musik. Vi kan sidde og spise, snakke og grine imens uden at forstyrre andre som ved et almindeligt bankospil. Der er mange unge, og det er bare hyggeligt og sjovt, siger Julie.

Selv om det kan virke en smule asocialt at sidde i hver sin bil, er der også mulighed for at snakke med andre deltagere i pauserne.

- Hvis man nu er ryger, går man ud og snakker man med de andre, der står udenfor, fortæller hun.

Bilbankospillet er gratis og finder også sted onsdag og torsdag aften i andre byer i resten af landet.  

Bilbanko på Bilkas parkeringsplads

Oversigt

    Oversigt