Region Syddanmark: Nu overholder BIOS responstiderne

BIOS har fortsat problemer med driften, men når der skal rykkes ud med blå blink, kommer de til tiden. Det viser en opgørelse fra regionen.

Selvom BIOS fortsat har svært ved at få ambulancedriften til at hænge sammen generelt, viser en opgørelse fra Region Syddanmark, at deres udrykningstider nu lever op til deres mål.

Samtidig med at udrykningerne nu når så hurtigt frem, som de skal, eller endda hurtigere, viser tallene, at driftssituationen i februar generelt var bedre end i januar.

- Jeg noterer med tilfredshed, at responstiderne har rettet sig igen. Det er en positiv udvikling, og det giver god samvittighed, at ambulancerne i alle områder af regionen leverer responstider, der er inden for de politisk fastsatte mål. Det var det jeg havde håbet på, siger Mads Haugaard, konstitueret sundhedsdirektør i Region Syddanmark.

BIOS leverer ambulancekørsel for Region Syddanmark på Fyn, i Sønderjylland og i det sydvestjyske område. Servicemålet er, at ambulancerne skal være fremme på gennemsnitligt 8,4 minut, og det er nu nede på 8,3. På Fyn er målet 7,9, mens det i Sønderjylland er 9,5. Og på Fyn er det lige præcis, det tal udrykningerne i februar landede på.

I Trekantområdet, hvor det er Responce, der står for ambulancekørslerne, ligger responstiden på 7,5 minutter, mens servicemålet er 7,9 minutter.

Samtidig med at Bios' udrykninger ifølge opgørelsen altså når frem til tide. Har de ikke leveret de aftalte beredskaber, hvilket i januar indbragte en bod på ca. 4,5 mio. kroner. Ifølge TV 2/FYNs kilder står de til en tilsvarende bod for februar.

Oversigt

    Oversigt