Sebastian Mogensen har bare været på skolebænken på Kold College en enkelt uge. Men allerede nu står han midt blandt 200.000 planter og blomster - som udgør Blomsterfestivalen 2016.
- Det er rigtig fedt - det der med bare at blive kastet ud i det. Det er også lidt skræmmende, men de har tillid til os.
Gartnereleverne har blandt andet været med til at stå for blomsterne på Rådhuspladsen.
Årets tema er cirkus - og det ses flere steder i både udsmykning og blomster.
- Det handler om ild i maven. De her blomster har de her skarpe farver - og noget af det man arbejder med i cirkus er jo ild - det farlige, fortæller han mens han peger på en flok flammende blomster på Rådhuspladsen.
Navnet på blomsten kan han ikke helt huske.
- Jeg er jo stadig ved at lære som gartnerelev.
Sebastian Mogensen drømmer om at komme til at arbejde på en planteskole som gartner.
- Jeg bliver glad og rolig, når jeg arbejder med blomster og planter. Naturen har en god effekt på mit sind. Og det at kunne gøre folk glade, når de køber en rose eller rododendron, det gør jo mig glad.
Blomsterfestivalen åbner officielt klokken 17 torsdag - og løber frem til den 21. august.