Bølger og højvande ødelægger igen vejen til Enebærodde

Nattens kraftige bølger og højvande har igen ædt sig voldsomt ind i vejen til Enebærodde på Nordfyn.

Den kraftige blæst, høje bølger og en vandstand på omkring 1.50 meter over daglig vande har igen været hård ved Enebærodde på Nordfyn.

Bent Rasmussen fra Norup Entreprenør og Vognmand var mandag gået i gang med at reparere skader efter stormfloden den 2. januar. Men meget tyder på, at det nu er om igen.

- Vejen blev ædt den 2. januar og nu æder vandet vandet endu mere. Der er stort set ikke mere vej tilbage. Meget tyder på, at der igen er tale om en 20-års hændelse, fortæller TV 2/Fyns reporter Kristian Wraae fra Enebærodde tidligt onsdag morgen.

Vejen ødelagt 2. januar

Stormen Alfrida den 2. januar 2019 og den efterfølgende stormflod har været hård ved Enebærodde på Nordfyn.

Klokken 7.10 onsdag den 2. januar 2019 viste DMIs måleudstyr, at vandstanden ved Gabet mellem Enebærodde og Lodshuse nåede 1.59 meter over daglig vande. Dermed havde vandstanden overskredet grænsen for det, der kaldes en 20-års hændelse.

Den høje vandstand fik samme dag Stormrådet til at erklære hele kyststrækningen fra Bogense til Kerteminde, inklusive Odense Fjord, for stormflodsområde.

Det lykkedes at begrænse skaderne de fleste steder langs den nordfynske kyst, men skaderne på Enebærodde er derimod omfattende. På lange strækninger er vejen, som er den eneste landfaste adgangsvej til odden, helt eller delvis skyllet væk.

Jytte Schaldemose og Erik Pedersen opdrætter Galloway-kvæg, der laver naturpleje flere steder på Fyn. Et af stederne er netop Enebærodde ved Odense Fjord.

- Der et ikke noget akut problem lige nu. Vi havde nået at hente kalvene hjem inden stormen, og de voksne dyr kan indtil videre finde foder nok, fortællerJytte Schaldemose fra Jersore Galloway.

Ved hjælp af et køretøj med firehjulstræk lykkedes det i sidste uge at komme ud og tilse Galloway-kvæget, og de havde et fint efter stormen.

Ikke første gang

Vejen til Enebærodde blev også ødelagt af en stormflod i 2006. Stormfloden åd også den gang store dele af grusvejen til Enebærodde.

Enebærodde ejes af godset Hofmannsgave, som betaler for reetableringen, men dengang fik godset økonomisk støtte fra det daværende Fyns Amt.

I 2013 var den gal igen. Stormen Bodil var hård ved enebærodde, og lastbilen måtte i dagevis køre i pendulfart med tonsvis af grus ud på Enebærodde for at lappe skaderne efter stormen og stormfloden.

I forbindelse med både stormen i januar 2006 og stormen Bodil i 2013 steg vandet i Odense Fjord vandet hurtigere og nåede et højere niveau end forudsagt af DMI.

Vandstanden nåede henholdsvis 1,96 meter i januar 2006 og 1,84 meter over dagligt vande med Bodil i 2013.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Enebærodde

Så begynder genopretningen af vejen på Enebærodde efter stormfloden i sidste uge  - men måske er det spildt arbejde. For allerede om et døgn trues området af  nye forhøjede vandstande.

Oversigt

    Oversigt