Bombe i Odense: Boye vil genåbne budgettet

Borgmester Anker Boye vil nu genåbne det omstridte budgetforlig for 2014. Det forlig, der bla vil koste flere hundrede lærere, pædagoger og dagplejere jobbet. Men det er ren valgflæsk mener oppositionen.

Det rammer for hårdt

Torsdag aften fortæller Odenses borgmester Anker Boye til TV 2/FYN, at han vil genåbne budgetforliget, der blev indgået i september.

Dengang vakte planerne om besparelser på børn- og ungeområdet store protester i Odense. Og nu mener børn- og ungerådmanden Brian Dybro og borgmester Anker Boye, at besparelserne på 42 millioner kroner rammer for hårdt.

- Besparelserne vil demotivere og ødelægge den proces der er i gang, og derfor vil vi gerne drøfte mulighederne igen, siger Odenses borgmester Anker Boye til TV 2/Fyn.

Hverken han eller Brian Dybro kan dog svare på, hvor pengene skal findes, hvis besparelsen skal minimeres.

2410 Steen

Oppositionen raser

Derfor indkalder de nu de andre partier i forliget med ønske om nye forhandlinger om at genåbne budgettet, men det giver de ikke meget for i den borgerlige opposition.

- Jeg er meget overrasket over at det er TV 2/Fyn, der kan præsentere mig for den nyhed. Jeg synes det er pinagtigt, at man har været med til at indgå et budgetforlig, og har præsenteret os for besparelsesforslag, som man åbenbart ikke har kendt konsekvensen af, siger Konservatives borgmesterkandidat Steen Møller.

Han kalder det "voldsomt useriøst," og bakkes op af sin kollega i Venstre.

- Det her viser alt om en borgmester, der ikke aner, hvad der sker i kommunen og for lille Lise eller Gerda på plejehjemmet. I ældre- handicapforvaltnignen har vi sparret 120 millioner kroner, og det har vi selvfølgelig gennemarbejdet, siger Jane Jegind, der er Venstres borgmesterkandidat.

- Han har vidst, at der skulle spares siden årsskiftet. Det er ubegribeligt for mig, at han kommer med det nu, raser hun.

Forligsparterne mødes mandag, og alle partier skal sige ja, hvis budgettet skal genåbnes.

Oversigt

    Oversigt