Nyborg: Asylansøger truer med at sprænge sig selv i luften

En person befinder sig på asylcentrets tag. Beboerne på centret er ved at blive evakueret.

Fyns Politi har situationen på asylcenteret Center Nyborg under kontrol. Det oplyser centerleder Jannie Staal til TV 2/Fyns reporter på stedet.

Asylcenteret blev klokken 11.16 onsdag ramt af en bombetrussel. En mand stod på et tag og truede med at sprænge sig selv i luften.

Jannie Staal fortæller til TV 2/Fyn, at det var en medarbejder, som opdagede manden på taget. Hun oplyser også, at politiet har en forhandler på stedet.

Til Fyens.dk fortæller Jannie Staal, at manden ikke er beboer på asylcenteret, men at han er asylansøger. Fyens.dk skriver desuden, at politiet kender mandens identitet, men ikke har kommentarer til det.

Det hele er lukket af

Der er sendt politi og specialenhed fra Fyns Politi, redningsmandskab fra Falck og brandvæsen og ambulancer til stedet. Og politiet har sednt hundeførere ind i området.

Beboerne er ifølge Jannie Staal evakueret til et sikkert sted.

Skole tager konsekvensen

Tæt på asylcentret ligger specialskolen Rævebakkeskolen. Her tager man flere forholdsregler, blandt andet holdes børnene på skolens grund.

Ledelsen har sørget for, at taxaerne, der skal køre børnene hjem, kører en anden vej, og alle klasser er blevet informeret om at holde sig væk fra udearealerne ved Strandvænget.

Derudover står flere lærere klar til at køre de elever, der normalt tager offentlig transport, hjem. 

Artiklen opdateres ...

Fakta

 

Oversigt

    Oversigt