Borgmester: Vi dropper vådområde nummer tre

Endnu et projekt føjes til listen over forliste vådområder i Nordfyns Kommune. Det sker, efter at en enig gruppe lodsejere har skrevet under på deres modstand mod et vådområde ved Ellebækken.

Der bliver ikke noget vådområde ved Ellebækken.

Det slår borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen, fast efter, at en samlet gruppe borgere med jord i projektområdet har givet deres modstand skriftligt til kende.

- Den grundlæggende forudsætning for et vådområde er ikke til stede, når modstanden er så stor. Jeg havde gerne set, at man havde ventet og set præcis, hvilke forudsætninger man vil blive stillet i udsigt, men det har lodsejerne ikke villet, og det tager vi selvfølgelig til efterretning, siger Morten Andersen (V).

Formelt skal sagen på dagsordenen i Miljø- og Teknikudvalget på næstkommende møde.

Her ventes det vedtaget, at projektet ved Ellebækken droppes, ligesom det henover efteråret er sket ved Fjordmarken og Klinte Strand.

Artiklen fortsætter under billedet...

Skriftlig erklæring, Ellebækken, Nordfyn.
Skriftlig erklæring, Ellebækken, Nordfyn.

Det største af de tilbageværende projekter

Netop projektet ved Ellebækken er et af dem, som Nordfyns Kommune i foråret udarbejdede skitseberegninger på.

quote Min frygt er, at et vådområde her vil medføre begrænsninger for min bedrift i fremtiden.

Landmand Claus Lillemose, Nordfyn.

Der er tale om et knap 50 hektar stort projektområde, hvoraf cirka halvdelen er fredede eng- og mosearealer, mens den anden halvdel er almindelig landbrugsjord.

En af dem, som har været med til at tage initiativ til den fælles skriftlige erklæring, er Claus Lillemose, som driver landbrug på et godt 80 hektar stort område ved Ellebækken.

- Jeg mister 10 procent af min jord, hvis det her bliver en realitet, og min frygt er, at et vådområde her vil medføre begrænsninger for min bedrift i fremtiden, siger landmand Claus Lillemose.

Samtlige berørte borgere og landmænd ved Ellebækken har skrevet under på den fælles erklæring.

En erklæring, som kommer i kølvandet på lignende skriftlige protester fra lodsejere ved henholdsvis Fjordmarken og Klinte Strand. Protester, som endte med, at Nordfyns Kommune droppede vådområdeplanerne de to steder.

Manglende åbenhed omkring økonomien

Det er ikke kun frygten for, hvilke konsekvenser et vådområde i baghaven kan få for muligheden for at drive landbrug i årene, der kommer, der er årsag til Claus Lillemoses modstand mod projektet.

For ham handler det også om kommunens manglende åbenhed i processen med at udpege mulige vådområdeprojekter.

- De er meget hemmelighedsfulde i forhold til, hvad jeg kan forvente at få for den jord, det handler om. Kommunen har lagt projektskitsen ud på sin hjemmeside, men de afsnit, som handler om økonomien i projektet, har man valgt at strege over. Det, synes jeg ikke, er åbenhed, lyder det fra Claus Lillemose.

quote Jeg køber ikke den præmis, at vi ikke spiller med åbne kort.

Borgmester, Morten Andersen (V), Nordfyn.

Borgmester: Beregningerne kan ikke bruges til noget

Men der er ikke tale om hemmelighedskræmmeri fra kommunens side, lyder svaret fra borgmester Morten Andersen.

- Jeg køber ikke den præmis, at vi ikke spiller med åbne kort. Det her er ikke et spørgsmål om, at der er nogen, der ikke må få noget at vide. Det her handler om, at vi ikke mener, de her tal kan bruges til ret meget, siger Morten Andersen.

Havde det ikke været smartere at lægge alt frem?

- Hvis tallene ikke har nogen værdi, synes jeg ikke, det behøver at blive lagt frem. Jeg mener egentlig slet ikke, at de beregninger skulle have været lavet, lyder det fra Morten Andersen.

Den forestående tilbagetrækning af projektet ved Ellebækken betyder, at der nu kun er liv i to af de fem projekter, som Nordfyns Kommune valgte at ansøge om forundersøgelsesmidler til hos Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.

Det gælder de to mindre projekter ved Stensby og Eskelund Mose, som tilsammen omfatter et areal på godt 33 hektar.

 

TV2/Fyn 23. december 2016: Lodsejere siger nej til vådområdet.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt