Bortvist psykiater overvejer sag mod Region Syddanmark

Psykiater i Lokalpsykiatri Svendborg, Knud Skotte-Hansen, mener, at Region Syddanmark har bortvist ham fra sit arbejde, efter at han fremsatte kritiske udtalelser i Fyns Amts Avis.

Blandt Knud Skotte Hansens opgaver var at besøge patienter på Ærø.

I en artikel i Fyns Amts Avis om omstrukturering indenfor psykiatrien, rejste Knud Skotte-hansen kritik af udsigten til, at han måske skulle komme sjældnere på Ærø.

Få dage senere blev han kaldt til tjenstlig samtale og senere bortvist med den begrundelse, at han manglede autorisation, skriver Fyns Amts Avis.

Selv er Knud Skotte-Hansen dog ikke i tvivl om, at bortvisningen skyldes hans udtalelser til avisen, og han har hyret advokat, Jesper Anhøj, som kalder bortvisningen uberettiget. De overvejer nu at anlægge sag mod regionen.

Sagen kommer efter, at Folketingets Ombudsmand fornylig kaldte det "meget kritisabelt" og et alvorligt angreb på ytringsfriheden, at forsvarschef Peter Bartram har truet sine ansatte med fyringer, hvis de udtrykte sig illoyalt om Forsvaret på sociale medier.

Og det er blot den seneste af  en række skarpe udtalelser fra Ombudsmanden om knægtelse af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Blandt dem er kritik af politidirektøren i Fyns Politi, Kit Claudi Grøn-Iversen, efter hun til Fyns Amts Avis udtalte, at landbetjentene på Ærø "stort set må sige alt, når jeg er klar over, hvad de siger, og kritik er rejst internt først".

Se mere om sagen på TV 2/FYN klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt