Bosted: Forstander svindlede for millionbeløb

Tidligere forstander på bostedet Kastaniely er dømt til at betale over en million kroner tilbage i sag om lønsnyd.

I en periode på fire år har en tidligere forstander på bostedet Kastaniely i Faaborg begået omfattende lønfusk og købt varer på Region Syddanmarks regning. Det viser dokumenter fra en civil sag i Svendborg Byret, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i. 

Dommen mod den tidligere forstander faldt tilbage i december 2015, og ifølge bevisførelsen har forstanderen i perioden frem til nytår 2012 givet sig selv uretmæssige tillæg for overarbejde for hele 900.000 kroner. Derudover har forstanderen købt varer til privat forbrug på Region Syddanmarks regning. 

På trods af dommen nægter forstanderen at have svindlet: 

- Jeg har aldrig taget af kassen eller tilranet mig ekstra løn, men har kun fået den løn, som regionen har udbetalt, siger hun til Fyens Stiftstidende. 

Den tidligere forstander var ansvarlig for bostedets økonomi frem til lukningen i begyndelsen af 2012, hvor bostedet havde et underskud på 18 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt