Butikstyv truede ansat, der tilbageholdte ham

En butikstyv i Svendborg blev så vred, da han blev taget i at stjæle, at han truede en ansat.

Fredag eftermiddag ved 17-tiden modtog Fyns Politi en anmeldelse om et butikstyveri, der udviklede sig til en trusselssag i Føtex i Svendborg. Det oplyser Fyns Politi til TV2 Fyn.

To mænd blev taget i at stjæle i dagligvareforretningen, og da personalet opdagede det, tilbageholdte personalet de to mænd. De havde blandt andet stjålet brød og slik til en samlet værdi af varerne på 152 kroner.

Vagtchef Christian Rasmussen fra Fyns Politi fortæller dog, at den ene af de to mænd også bliver sigtet for trusler.

- Da personalet har tilbageholdt de to og fået varerne tilbage, så truer den ene af de to personer den ansatte, der tilbageholdte dem, verbalt, ligesom han holder en lommekniv frem og truer med den, uden han dog folder lommekniven ud, siger Christian Rasmussen til TV2 Fyn.

Manden har Fyns Politi nu afhørt og løsladt. Han bliver sigtet for tyveri og trusler, mens den anden person ved butikstyveriet slipper for nogen videre tiltale.

Oversigt

    Oversigt