Chefjordemoder: - Vi flytter 150 fødsler til Svendborg

Fødende kvinder på Fyn skal fremover fordeles mere ligeligt mellem Svendborg og OUH. I alt flyttes 150 fødsler til Sydfyn.

Odense Universitetshospital (OUH) vil flytte omkring 150 flere fødende kvinder til Svendborg-afdelingen i 2017.

Godt 800 børn når at komme til verden på Svendborg Sygehus i 2016, men fødeafdelingen sydpå er bemandet til at klare op til 1000 fødsler om året.

Derfor vil OUH flytte omkring to planlagte kejsersnit om ugen fra Odense til Svendborg. Ved at flytte fødende til Svendborg, får afdelingen i Odense mere plads og rum til de kvinder, der fortsat bliver på Odense-afdelingen, forklarer chefjordemoder for begge fødeafdelinger, Anette Lund Frederiksen.

Dalende fødselstal

- Det er et problem, at man har en afdeling, hvor man ikke udnytter kapaciteten bedst muligt, fortæller hun. Bedre plads til de fødende er dog ikke det eneste argument for at flytte fødsler til Svendborg.

- Det ligger os på sinde, at vi både i Odense og Svendborg hele tiden har nok volumen, sådan at vi vedligeholder vores kompetencer, og det at flytte nogle planlagte kejsersnit til Svendborg gør, at vi faktisk er lidt mere i træning, hvis det skulle blive akut, fortæller Anette Lund Frederiksen.

Der er i forvejen mange fødende kvinder, der tilvælger Svendborg, og derfor tror chefjordemoderen ikke, at det bliver et problem at flytte de fødende kvinder til Sydfyn. 

- Vi skal bare have endnu mere fokus på, at mange kvinder har haft et positivt forløb i Svendborg, fortæller hun.

Fødselstallet på Svendborg Sygehus har siden 2010 været dalende, og tidligere i 2016 diskuterede Region Syddanmark derfor, om afdelingen helt skulle lukkes.

Afdelingen fik lov til at bestå, og nu vil personalet også opleve en smule mere liv på stuerne. 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt