I det fynske folks tjeneste

De havde tre børn i forvejen: Hjælp - nu har vi fået trillinger

Familien Christensen gjorde noget, som de aldrig har gjort før. De bad om hjælp på Facebook, da de gik fra at være en familie på fem til en familie på otte.

01:16

Familien Christensen er blevet udvidet til otte. Og så kan hverdagsting som madlavning og indkøb virke uoverskueligt. Foto: Privat. Video: Flemming Ellegaard, TV 2/Fyn

Familien har tre børn på 2, 4 og 6 år i forvejen. Nu har de fået tre piger til - født tre måneder for tidligt. Foto: Flemming Ellegaard

1 af 2

Midt i maj blev Ida og Martin Christensen fra Kværndrup forældre igen. Trillingepigerne Kendra, Elanor og Scarlet kom til verdenen tre måneder før forventet. I forvejen har parret tre børn på to, fire og seks år derhjemme.

Familien har tre børn på 2, 4 og 6 år i forvejen. Foto: Flemming Ellegaard

Derfor blev hverdagen pludselig noget presset for familien. For trillingerne er indlagt på neonatalafdelingen på OUH sammen med enten Martin eller Ida. Døgnet rundt. 

Jeg synes faktisk, at det er imponerende, at folk beder om hjælp. For det er egentlig svært at gøre, fordi man er vant til at skulle gøre alting selv. 

Martin Christensen, far til seks

- Det går meget op i logistik, lyder det fra Martin Christensen, der er alene hjemme sammen med de tre store børn.

Her kommer min bøn

Familien havde svært ved at få timerne til at slå til, når der skulle laves mad eller handles ind. Derfor valgte Ida Christensen at gøre noget, som hun aldrig har gjort før. Hun bad om hjælp til familien på Facebook.

"Kære Næstehjælpere. Nu blev det min tur til at bede om hjælp", lyder det i opslaget. 

Ida Christensen har selv været med i Næstehjælperne Fyn i et stykke tid, og familien har hjulpet med tøj og mad til andre, der havde brug for det. 

Men det var ikke en nem beslutning at skrive det opslag.

- Det var svært, lyder det fra Martin Christensen. 

- Jeg synes faktisk, at det er imponerende, at folk beder om hjælp. For det er egentlig svært at gøre, fordi man er vant til at skulle gøre alting selv. 

Læs også Fynsk eventyrer svømmer Danmark rundt med sin mor

Fra hestefoder til familiefærdigretter

Opslaget blev delt lynhurtigt, og pludselig væltede hjælpen ind til familien i Kværndrup. 

- Det gik jo over al forventning, fortæller Martin Christensen, mens han viser rundt i det rum, der engang blev brugt til opbevaring af hestefoder.

Nu står der et køleskab og en fryser, der er spækket med færdigretter som pizza, lasagne og brød.

- Det var egentlig det, vi efterlyste, fordi vi ikke havde tid til at lave mad og handle ind. Nu er det bare at gå ud til fryseren og tage et eller andet, fortæller Martin Christensen.

Fryseren blev hurtigt fyldt med mad fra nær og fjern Foto: Flemming Ellegaard

Chokeret far til seks

Det var faktisk ikke meningen, at familien Christensen skulle have flere børn. Men en dag kom Ida alligevel og skulle fortælle Martin noget. 

- Det var chok på chok. Lige pludselig en dag kommer Ida og siger, at hun nok kommer til at ødelægge vores dag, fordi hun havde fundet ud af, at hun var gravid. 

Tre små piger - født tre måneder for tidligt. Foto: Privat

- Så brugte vi nogle dage på at snakke sammen, og så tænkte vi: Om vi har tre eller fire børn, det kunne da ikke gøre..., forsøger Martin Christensen at forklare, inden han bliver afbrudt af et hyl. De tre store børn bygger sandkager i gården under interviewet, og storebror Samuel på seks år har taget en af kageformene fra fireårige Bianca.

- Samuel, prøv lige at aflevere...

Martin Christensen får ro på igen i sandkagebageriet og kan fortsætte:

Hvordan klarer I jer igennem?

- Nu snakker vi (forældrene red.) sammen om aftenen, hvordan vi planlægger næste dag. Hvad kan lade sig gøre? Men vi kan ikke gå mere end en dag frem, fordi vi ved jo aldrig, hvad fremtiden bringer. Selv bare en dag kan være svær nok, hvis vi er afhængige af nogen, så kan det være, at de aflyser eller bliver syge, fortæller Martin Christensen, mens han må tilbage til sandkagebageriet, hvor lillebror Gabriel er kommet lidt for tæt på storesøsteren og hendes bagesager. 

- Stop. Du må ikke tage koppen, for den skal jeg bruge, siger Bianca.

Gabriel på to år er kommet lidt for tæt på storesøsters bageudstyr. Når man så bliver afvist, kan man jo i stedet ae hende lidt på ryggen. Foto: Flemming Ellegaard

Familien regner med, at trillingepigerne og en af forældrene skal være indlagt frem til midten af august. 

05:46

Se interviewet med Martin Christensen her.

Luk video