Der er flere ejerboliger til salg nu end for et år siden

Der er mere at vælge mellem for boligkøberne. Der er flere huse og lejligheder til salg end for et år siden. Men det er Fyn og Jylland, der trækker statistikken op. På Sjælland og øerne er det lige modsat.

Der blev mindre at vælge mellem, hvis man var ude efter ejerbolig i november. Samlet faldt antallet af til salg-skiltene med 1476 boliger svarende til 2,4 procent.

Men ser man på boligudbuddet nu i forhold til sidste år, så er antallet af lejligheder og huse på hylderne vokset med 1839, viser tal fra Realkreditrådet.

Der er 643 flere parcel- og rækkehuse, 305 flere ejerlejligheder og 891 flere fritidshuse til salg nu end for et år siden. Der ligger dog visse regionale forskelle bag tallene.

- Det overordnede billede er, at der står flere ejerboliger til salg i dag end for et år siden, selvom boligudbuddet er faldet i november. Der er dog dele af landet, der går mod strømmen, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Mens der er kommet flere huse på hylderne hos ejendomsmæglerne i Jylland og på Fyn, er det lige modsat på Sjælland og øerne. Her har boligkøberne fået færre huse at vælge imellem, siger hun i en kommentar til tallene.

Det tager i snit syv måneder at få solgt sin ejerlejlighed, mens det tager omkring 10 måneder at få solgt sit hus. Udbudstiderne er faldet en smule for begge boligtyper det seneste år.

- Også her er der regionale forskelle. Omkring København er udbudstiderne på både parcel- og rækkehuse og ejerlejligheder omkring en måned kortere end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen.

- De korteste udbudstider finder vi på ejerlejligheder i København, der blot har stået til salg i lidt over tre måneder, siger hun.

Oversigt

    Oversigt