Det er den fjerde fynbo i denne måned, der nu kan smykke sig med millionærtitel. Vedkommende havde købt sin kupon i Centerkiosken i Langeskov og fik sin kupon trukket ud i Lottos millionærgaranti lørdag.
Hver uge bliver der trukket lod om to gange én million kroner på alle spillede rækker. Man kan altså blive millionær, selvom man i princippet har nul rigtige på sin kupon.
Men den nyuklækkede millionær fra Langeskov er ikke den eneste, der nu kan se frem til en lidt sjovere sommer.
Hvem mangler 14,7 millioner kroner?
I weekenden efterlyste Danske Spil en heldig vinder, der havde købt en Eurojackpot i Rynkeby. Kuponen havde fem rigtige og et stjernetal, og det udløste fredagstrækningens andenpræmie på 14,7 millioner kroner.
Og for 14 dage siden vandt en spiller fra Langeland 4,5 millioner kroner, da vedkommende høstede andenpræmien i Eurojackpot. Og så blev en Lotto-kupon købt i Assens trukket ud i millionærgarantien.