Det tredje spor: Vi har været for dårlige til at gøre det til et nationalt problem

Lørdag mødtes folketingsmedlemmerne Erik Christensen og Erling Bonnesen på TV 2/FYN til en debat om trafikproblemerne på Fyn.

De to folketingsmedlemmer var rørende enige om, at det tredje spor på den fynske motorvej er højt prioriteret, men man skulle kigge langt efter udsigter til konkrete løsninger. 

Erik Christensen (Soc.dem.) og Erling Bonnesen (Venstre) peger begge på, at de fynske politikere har været for dårlige til at få det tredje spor på den fynske motorvej til at vedrøre hele landet. 

- Jeg synes, at vi skal brug endnu flere kræfter på i samarbejde med vores borgmestre her på Fyn at fokusere på, at det er et nationalt problem i stedet for hele tiden at fokusere på, at den kun er et fynsk problem, forklarer folketingsmedlem Erik Christensen.

- Vi oplever jo allesammen, når vi kører derude på de bestemte tidspunkter af døgnet, så kører vi jo stort set i kolonnekørsel. Og det er også min oplevelse, at vi lykkes med at få det bredt mere og mere ud, tilføjer Erling Bonnesen. 

 

Men blandt begge folketingsmedlemmerne var det tvivlsomt, hvornår fynboerne og resten af landet kan se en løsning på problemet. Erling Bonnesen peger på, at det kan blive ret efter den kommende finanslov, mens Erik Christensen mener, at der minimum vil gå yderligere fire til fem år, før vi ser en løsning med enten nødsporet eller et tredje spor. 

- Sådan er matematikken jo, når man skal kigge på, hvordan mandaterne skal fordeles. Selvom alle vi fynske folketingsmedlemmer står sammen på Christiansborg og taler i rækkefølge, så fylder vi jo ikke ret meget i forhold til de jyske og de sjællandske (folketingsmedlemmer red.). Så derfor må vi også sige, at det er en kamp op ad bakke, siger Erik Christensen. 

 

De to fynske folketingsmedlemmer var lørdag sat i stævne foran interesserede fynboere for at diskutere trafikudfordringerne på Fyn. De var på beøsg i anledning af åbent hus på TV 2/FYN. 

Se hele debatten her. 

 

 

Oversigt

    Oversigt