Diabetes på skoleskemaet

Region Syddanmark støtter et projekt, der skal få flere unge til at vælge en naturvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse ved at lade gymnasieelever og elever i skolens afgangsklasser arbejde med diabetes.

Projektet, Science i Syddanmark - karrierelæring i sciencefag, går ud på, at gymnasieelever i fagene bioteknologi, biologi og idræt skal have diabetes som omdrejningspunkt i undervisningen.

Målet er gennem det konkrete emne at vise de unge, at ellers teoritunge fag kan bruges til noget og at åbne deres øjne for de karrieremuligheder der er i det, så de vælger en sundhedsfaglig eller naturvidenskabelig uddannelse - og gerne i Region Syddanmark.

Udover 1095 gymnasieelever og 90 lærere bliver også 275 folkeskoleelever i de ældste årgang inddraget i faget naturfag.

Region Syddanmark støtter projektet med 2,5 millioner kroner fra uddannelsespuljen og bag projektet står Teknisk Gymnasium i Svendborg, SDU og 15 folkeskoler og gymnasier i hele regionen.

Det løber fra det kommende skoleår og frem til 2018.

Oversigt

    Oversigt