Direktør: Brune skilte bliver alt for dyre

Fremover vil attraktioner kunne skilte ved motorvejen: Det kommer bare til at koste alt for meget for de små, lyder det fra det fynske keramikmuseum.

Forsøgsordningen med brune skilte for de lokale attraktioner langs de danske motorveje udvides. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil nedsætte fem regionale udvalg, der skal udvælge, hvilke seværdigheder, der fremover får lov at sætte skiltene op ved afkørslerne. På Fyn hilses initiativet velkommen af Pia Wirnfeldt, der er direktør for Clay Keramikmusem. Der er bare et problem. Skiltene skal betales af attraktionerne selv, og prisen løber op i 120.000 til 140.000 kroner. I hendes driftsbudget er det beløb ”enormt meget”.

- Vi er rigtig mange, der gerne vil have et. Men jeg synes, at det er voldsomt højt beløb, vi skal betale. Jeg var faktisk lige ved at falde ned af stolen, da jeg hørte det. Det kommer til at give en enorm fordel til de store kommercielle attraktioner, som har masser af penge, mens vi små ikke har råd, siger hun.

Dermed bliver det primært de helt store attraktioner, der vil få gavn af skiltene.

- Jeg synes, det ville være oplagt at udvælge ud fra andre parametre end økonomi. Eksempelvis tiltrækningskraft, lyder det fra keramikdirektøren.

I dag skiltes der landet over til 53 seværdigheder i forsøgsordningen, der har kørt siden 2011. Meningen med skiltene er at gøre turister mere opmærksomme på mulighederne i den egn, de kører igennem. Og det kan med fordel udbredes til endnu flere dele af landet, mener Hans Christian Schmidt:

- Vi har så mange smukke seværdigheder og spændende turistattraktioner rundt omkring i landet, at det ville være synd, hvis vi ikke benyttede alle muligheder for at gøre såvel indenlandske turister som vores udenlandske gæster opmærksom på dem.

Med det nye tiltag bliver det i princippet muligt for en region at opstille de brune skilte ved hver eneste motorvejsafkørsel. Der må kun stå et skilt pr. afkørsel, og seværdigheden maksimalt må ligge 15 kilometer væk.

Pia Wirnfeldt mener, at Clay burde stå forrest i køen til et skilt ved deres afkørsel. Prisen stor imidlertid i vejen.

- Vi er formentlig den attraktion i Middelfart, der tiltrækker flest turister og gæster, og derfor synes jeg, det er oplagt, at vi får et. Geografisk ligger vi godt midt i landet, men vejen hertil fra motorvejsafkørslen er lidt svær, så det ville være oplagt at vise folk, hvor de skal af på motorvejen. Men vi har simpelthen ikke råd, slutter hun.

Oversigt

    Oversigt