I det fynske folks tjeneste

Ditlev fik et klap i numsen: Jeg fandt ud af, hvordan det er at være pige

Når alkoholen ryger ind, ryger hæmningerne oftest. Men selvom man er på festival, er det ikke lig med fripas til at overglo og røre.

02:51

Der bliver gramset på både små feminine baller og maskuline mandenumser, når danskerne tager på festival.

- Sådan lidt spøjst var der engang en mand, der gav mig en drink og tog mig på røven. Så sagde jeg nej tak. Og så fandt jeg ud af, hvordan det er at være pige, tror jeg, siger Ditlev Wylich. 

Han er en af de 18.000 gæster på årets Heartland Festival. Som mange andre har han tidligere oplevet grænseoverskridende adfærd.

- Jeg tror, der er en sammenhæng mellem indtagelse af alkohol og mangel på god opførsel. Og typisk er det nok pigerne, det går ud over, erkender Ditlev Wylich.

#MeToo

Torsdag eftermiddag slog Egeskov Slot dørene op for den tredje Heartland Festival i træk i Kværndrup på Sydfyn.

Et af de første events, publikum kunne opleve, var en talk om bevægelsen #MeToo. En debat, der siden sidste festival har fyldt meget på den internationale scene. 

Læs også Skruer op for sikkerheden: Tidligere terrormål taler på festival

Uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard talte sammen med den svenske sangerinde Jenny Wilson, der tidligere på året udgav pladen "Exorcism", som skildrer den voldtægt, som hun blev udsat for for et par år siden.

Samtalen blev moderet af journalist Abdel Aziz Mahmoud og handlede om, hvad #MeeToo kommer til at betyde for mænd og kvinder i fremtiden.

Men talken gav også anledning til at tale om, hvordan man opfører sig på en festival.  

Vi skal have plads og lov til at være os selv. Og være i fred og have det hyggeligt. 

Ditlev Wylich, festivalgæst

- Når vi er på festivaler, skal vi uagtet køn være opmærksomme på, at vi er mange mennesker samlet på et lille område, og at de fleste af os har indtaget et eller andet alkohol. Vi skal være obs på at være obs på hinanden, fortæller Cecilie Nørgaard. 

- Jeg tror, at det er vigtigt at tale om #MeToo og grænseoverskridelser over alt og altid. At gøre det på en festival er nyt. Det her er første festival, fordi det er sommeren efter #MeToo-bevægelsens begyndelse, siger Jenny Wilson. 

Omgivelserne kan hjælpe

Selvom danske festivaler har haft problemer med krænkende adfærd blandt festivalgæster, tror Cecilie Nørgaard på, at Heartland Festival opfordrer til rolig og fredelig adfærd. 

Læs også Skepsis: Er Heartlands bæredygtige mad overhovedet bæredygtig?

- Der er så smukt på festivalen, og det må påvirke vores måde at omgås hinanden. Arkitekturen skaber rum for social interaktion. Altså, Heartland skaber en rar måde at være sammen på, siger hun. 

Snak om det

Hvis man bliver udsat for krænkelser eller andre grænseoverskridende hændelser, når man er på festival, har sangerinden et godt råd til hvad, man skal gøre. 

- Man skal altid være opmærksom og forsøge at snakke om det så meget som muligt. Og så skal man naturligvis forsøge at få hjælp. Selvom det er svært, fortæller Jenny Wilson. 

Festivalgæst Ditlev Wylich er enig. Og han mener ikke, at man skal finde sig i noget, selvom man er på festival. 

- Nej, det synes jeg bestemt ikke, man skal. Vi skal have plads og lov til at være os selv. Og være i fred og have det hyggeligt.