Dømt i hundelufter-sagen igen på anklagebænken

Forhøjet sikkerhed under ny retssag mod dømt i hundeluftersag fra Vollsmose. 16-årige er tiltalt for trusler.

Der er skruet op for sikkerheden ved Retten i Odense onsdag under retssagen mod en 16-årig dreng, der i oktober blev dømt for sin del i et særdeles råt overfald i Vollsmose.

Det skriver fyens.dk.

Den 16-årige Asad Ali Osman sidder nu tiltalt for flere trusler mod pædagoger og betjente, og onsdag er han ifølge netavisen fikseret i et bælte med håndjern, mens flere politibetjente står klar til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.

Drengen gik amok, da han i oktober blev idømt to års fængsel for at have deltaget i et meget omtalt og brutalt overfald på en 59-årig mandlig hundelufter i Vollsmose.

Under overfaldet pådrog ofret sig alvorlige hjerneskader, og han lå efterfølgende i koma i flere uger.

Ud over den 16-årige blev en 15-årig også dømt for overfaldet. Deres motiv var røveri, men udbyttet begrænsede sig ifølge anklagemyndigheden til en drikkedunk, en hundesnor og en tegnebog.

Ifølge fyens.dk er Asad Ali Osman onsdag tiltalt for ni tilfælde af trusler samt en enkelt overtrædelse af våbenloven.

Han erkender fire af forholdene, hvoraf en del ligger forud for den såkaldte hundeluftersag.

Oversigt

    Oversigt