Advarsel: Nu letter dronen

Fremover bliver borgerne i Ringe varslet med sms for at undgå, at de bliver opskræmte af natlige droneflyvninger

TV 2/FYN's omtale af droneflyvningerne i Ringe, hvor flere borgere blev opskræmte af de små ubemandede fly, får nu konsekvenser. Snart skal der flyves igen, og denne gang bliver de lokale fjernvarmekunder varslet af Ringe fjernvarme med en sms. Det oplyser Sune Nielsen fra Drone Systems. 

Politiet bliver ligeledes kontaktet og varslet i tide.

Flyvningerne foretages, når vejret tillader det, og som vejrudsigten ser ud lige nu, bliver det søndag d. 14/2 og natten igennem. I så fald varsles borgerne på torsdag.

I forbindelse med de oprindelige flyvninger, var reglerne overholdt, ligesom politiet var informeret en uge i forvejen. De lokale vidste imidlertid ikke, hvad det var, der fløj hen over deres huse, og det fik flere til at være bekymret for, om det muligvis var kriminelle, der havde taget et nyt våben i brug til at overvåge mulige indbrudskandidater.

Flyvningen foregår aften og nat af flere grunde. Dels skal det være koldt og uden sollys for, at sensoren virker optimalt. Dels ville flyvning om dagen være brud på reglerne, fordi der er mange mennesker på gader og veje og dermed øget risiko, hvis dronen skulle forulykke.

I den oprindelige sag erkendte Fyns Politi, at de havde haft en kommunikationsbrist, så vagthavende ikke var informeret om flyvningen, og derfor også blev sendt en patruljevogn ud til ingen verdens nytte.

Oversigt

    Oversigt