Luftrummet lukkes over HCA Airport

Droner kan være forstyrrende for flytrafikken. Derfor bliver luftrummet over Odense lukket, når Nordic Drone Games for første gang bliver afholdt i HCA Airport. Følg de første dronelege i tv og på tv2fyn.dk fra kl. 12.55.

Droner kan bruges til mange ting. Krigsvåben, pizzaudbringning, mågebekæmpelse og race. Det sidst nævnte kan man opleve på onsdag, hvor der for første gang afholdes Nordic Drones Games på Hans Christian Andersen Airports landingsbaner. Derfor lukkes luftrummet over Odense fra klokken 10-14,30. 

De nordiske dronelege vil byde på to konkurrencer: Den første hedder SDU/Geoforum Student Challenge. Her skal 10-12 hold fra hele landet dyste i at bygge og programmere en drone, så den kan løse en konkret opgave. Den anden konkurrence hedder Kings Challenge og handler om hurtighed. Her skal deltagerne styre deres droner via opkobling med et par briller med kamera. 

Følg Nordic Drones Games direkte her fra kl. 12.55: 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et af holdene, som stiller op i SDU/Geoforum Student Challenge, består af Jes Grydholdt Jepsen og Kristian Husum Terkildsen, som begge studerer til robot-civilingeniør med speciale i droneteknologi,  Henrik Egemose Schmidt, som læser fysik og Xander Bos fra Holland, som studerer til robot- civilingeniør. Alle fire går på Syddansk Universitet. 

- Det fede ved droner er, at det er robotteknologi lige som alt andet, men udover det ligger der en ekstra udfordring i at få den til at holde sig i luften, siger Kristian Husum Terkildsen.

 

Holdet fra Syddansk Universitet arbejder med programmering inden konkurrencen ved Nordic Drone Games. 
Holdet fra Syddansk Universitet arbejder med programmering inden konkurrencen ved Nordic Drone Games. 

 

Kristian Husum Terkildsen går på det første hold af kandidater med speciale i droneteknologi, der bliver udklækket fra Syddansk Universitet.

- Der er rigtig meget, man kan bruge de her droner til, men det kræver, at man må flyve dem tæt på byen, og sikkerheden er i orden. Løser man de problemer, så bliver det et kæmpe område, det er der ingen tvivl om, siger Kristian Husum Terkildsen

Flere flyvende robotter 

Flyvende robotter, der konkurrerer i himmelrummet, er en relativ ny sportsgren, men som teknologien skrider frem, og droner bliver tilgængelige for flere og flere mennesker, bliver sporten også mere udbredt.  Ifølge Teknologisk Institut blev der i 2014 solgt 140.000 droner på verdensplan. Og deres forventninger er, at det antal vil stige til 1,7 millioner i 2020.

- Det er første gang, at der er Nordic Drone Games, så vi risikerer at være meget få grupper til det. Så hvor vidt det bliver en konkurrence eller bare en showcase af vores arbejde, det ved vi ikke før, vi kommer derud, siger Kristian Husum Terkildsen. 

 

Dronen skal flyve over denne rute, hvor der på vejen skal tages beslutning om, hvilke objekter der skal samles op i målzonen.
Dronen skal flyve over denne rute, hvor der på vejen skal tages beslutning om, hvilke objekter der skal samles op i målzonen.

Den unge ingeniør-studerende er dog beskeden omkring holdets vinderchancer. 

- Det er ikke sikkert, at vi bliver færdige og kan løse opgaven, men det, vi håber, er, at vi kan samle et objekt op. Altså at få dronen til autonomt at samle et objekt op og flyve det hjem til os, siger Kristian Husum Terkildsen. 

Har du lyst til at se, hvordan det går holdet fra Syddansk Universitet, kan du tilmelde dig arrangementet her. Du kan også se med på TV 2/ Fyns hjemmeside eller kanal, hvor vi  sender live fra arrangementet på onsdag. 

 

Oversigt

    Oversigt