Efter 20 års kamp: Idrætscenter indviet

Over 500 borgere fra Korup var lørdag formiddag mødt op for at fejre indvielsen af Korup Kultur- & Idrætscenter.

I over 20 år har ildsjæle fra Korup kæmpet for at bydelen skulle have sit eget idrætscenter. Trods flere afslag fra kommunen har borgerne i Korup kæmpet videre med massiv lokal opbakning, og lørdag kunne det 2000 kvadratmeter store idrætscenter så endelig tages i brug.

- Det er en stor dag for Korup. Det er så vigtigt for lokalsamfundene, at vi kan tilbyde nye tilflyttere ordentlige faciliteter i form af skoler, cykelstier og idrætsanlæg. Så nu kan jeg med god samvittighed sige til alle: flyt til Korup, vi har det hele, siger Alfred Hansen, der har været med i kampen for idrætscenteret i alle 20 år.

1409 korup

Lobbyarbejdet virkede og kommunen bevilligede i sidste ende de afgørende penge og de stolte borgere har nu deres eget idrætsanlæg med både varmtvandsbassin, squashbaner, motionscenter, bibliotek og nye omklædningsfaciliteter.

- Man får ikke noget foræret af politikerne. Det kræver en lang, hård og stædig kamp for at få politikerne overbevist, siger Alfred Hansen.

Centeret, der har kostet 30 millioner kroner, blev indviet af børn- og ungerådmand Brian Dybro(SF).

Oversigt

    Oversigt