Efter Bios-møde: Regionen vil have sine 31 millioner

Bios accepterer at betale beløbet tilbage men har ikke alle pengene til det lige nu og her.

Bios skal betale 31 millioner kroner tilbage til Region Syddanmark.

Det står klart efter, at Bios og Region Syddanmark er blevet færdige med et flere timer langt møde hos Bios i Odense.

Bios er indstillet på at tilbagebetale beløbet, men Bios har på grund af en presset økonomi bedt om tid til at vurdere, hvor meget virksomheden kan betale her og nu, og hvordan den øvrige tilbagebetaling kan foregå. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Regionen er ikke i tvivl om, at pengene aldrig skulle have været udbetalt til Bios, og Regionsrådet skal til august tage stilling til, hvordan og hvor hurtigt pengene skal falde.

I mellemtiden skal Bios komme med et forslag til, hvordan selskabet kan betale pengene tilbage.

- En god samarbejdspartner ville aflevere pengene tilbage, når de får for meget, siger næstformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S) til TV 2/FYN.

Er tilliden ikke væk til Bios?

- Der har været mange situationer, hvor det har været anstrengende at finde tilliden frem. Det primære for mig er dog, at der er ambulancer, og det har man leveret. Så er der en række andre ting, der ikke er i orden, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan tage imod 30 millioner kroner for meget - og ikke tro, at de skal afleveres tilbage, så dem forventer jeg, at vi snart ser, siger Poul-Erik Svendsen.

Fejl fremgik af årsregnskabet

Efter at TV 2/Fyn og Fyens Stiftstidende i går konfronterede regionen med en postering i 2015-regnskabet fra Bios, hvoraf de fremgår, at regionen havde fået 61,9 millioner kroner forudbetalt, valgte regionen onsdag aften at orientere regionsrådet om sagen.

Af orienteringen til regionsrådet fremgår det, at der har været fejl i de faktura, som Bios har sendt til regionen bl.a. med manglende eller forkerte månedstakster, men også at regionen ved en fejl har udbetalt det ekstra beløb på 31 millioner kroner, og at man ikke er enig med Bios fortolkning af kontraktens ordlyd "månedligt forud".

Bios-direktør Morten Hansen har forklaret TV 2/Fyn, at den ekstraordinære forudbetaling fandt sted i december og skyldtes, at regionen holdt juleferie og først åbnede igen den 6. januar 2016.

Regionen korrigerede imidlertid ikke efterfølgende for det for meget udbetalte beløb på 31 millioner kroner.

Sagen om de for meget udbetalte millioner fra regionen kommer oven i et Bios-regnskab med et underskud på 42 millioner kroner før skat, og en uforløst tvist om cirka 30 millioner kroner i bodskrav fra regionen mod Bios.

Bios har nemlig ikke opfyldt kontraktens krav om det nødvendige antal beredskaber.

Bios har selv erkendt, at man har været hårdt spændt for likviditetsmæssigt i 2015, og det har været nødvendigt for de hollandske ejere at konvertere et lån på 37 millioner kroner til egenkapital.

Det ultimative hollandske moderselskab Cetorhinus Maximus er endnu ikke kommet med sit 2015-regnskab.

I 2014 havde selskabet et overskud på 14 millioner kroner og en egenkapital på 67 millioner kroner. 

Moderselskabet har den store hollandske bank Rabobank som bankforbindelse.

TV 2/ Fyn følger op på, hvilke forklaringer henholdsvis Region Syddanmark og Bios er kommet med i forhold til de 31 millioner kroner, der er udbetalt for meget.

Det fremgår ikke klart af de forklaringer, som regionsrådet fik i aftes.  

Sådan var forløbet omkring den ekstra forudbetaling

I følge en pressemeddelelse fra Region Syddanmark skete den ekstra udbetaling af pengene som led i afregningen for ambulanceberedskaberne i november og december 2015.

Regionen skriver: "Forløbet er som følger…:

  • BIOS fremsender en faktura for november, som Region Syddanmark ifølge kontrakten betaler forud 2. november 2015.
  • BIOS fremsender endnu en faktura for november for et beløb, som Region Syddanmark betaler 1. december. (Denne faktura burde have været angivet som afregning for december.)
  • BIOS fremsender igen en faktura, men denne gang for december, som Region Syddanmark betaler 17. december. (Det er således denne betaling, der ikke skulle have været gennemført.)

Det er således tilsyneladende fejl i BIOS’ fakturabeskrivelser, og den efterfølgende manglende kontrol fra Region Syddanmarks side, der er skyld i den ekstra forudbetaling".

 

Bios skal betale tilbage

 

Oversigt

    Oversigt