Ejby får en ekstra akutambulance

Bios skal nu levere færre akutambulancer i Esbjerg og Aabenraa. Til gengæld skal Responce levere en ekstra akutambulance i Ejby og Kolding.

Region Syddanmark har meddelt Bios, at de nu skal levere to færre akutambulancer i Region Syddanmark i henholdsvis Esbjerg og Aabenraa.

Til gengæld har de bedt Responce om at levere to ekstra ambulancer i Trekantområdet - én i Kolding og én i Ejby på Fyn.

Det bekræfter flere regionsrådsmedlemmer søndag over for TV SYD - herunder regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Beslutningen er taget af Region Syddanmarks administration efter nogle turbulente måneder for ambulancedriften i Region Syddanmark.

- Det er en samlet vurdering fra administrationen, at man gerne vil have akutambulancerne til at være mere centralt placeret, så de hurtigt kan rykke ud, og så er det en erkendelse af, at Bios har haft sværere ved at levere beredskaber, end Responce har, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, til TV SYD.

Regionsrådsmedlem Ida Damborg fra SF frygter dog, at det vil komme til at gå ud over borgerne i henholdsvis Esbjerg og Aabenraa, at man nu får én færre akutambulance begge steder.

- Jeg mener, det er et udtryk for, at man nedsætter kravene til operatøren. Hvis Bios ikke kan leve op til de krav, man har til dem, så sætter man bare kravene ned. Det er ikke i orden, siger Ida Damborg til TV SYD.

De akutambulancer, som Bios ikke længere skal levere, frigiver dagligt otte vagter for det hollandske ambulanceselskab.

Dermed kommer Bios også nærmere at kunne levere alle de beredskaber, som de er kontraktligt forpligtet til.

 

Oversigt

    Oversigt