Eksamenskoks: huen må vente 24 timer

12 elever fra på Middelfart Gymnasium troede de ville blive studenter mandag. Men koks med spørgsmålene i historie betød, at de nu skal til ny eksamen tirsdag.

De 12 elever fik sig noget af et chok, da de mandag morgen skulle op til den afsluttende eksamen i historie.

Eleverne havde fået 24 timer til at forberede sig på et bestemt emne i faget historie. Eksamen var for alle eleverne den sidste, og familie og venner stod derfor klar med hue, blomster og champagne på Middelfart Gymnasium.

Men allerede da den første elev sad ved det grønne eksamensbord stod det klart, at de spørgsmål eleverne havde trukket som eksamensspørgsmål, var forkerte i forhold til klassens pensum.

- Der er simpelthen sket det, at spørgsmålene til 3. a og 3. y er blevet forbyttet, så 3.y har fået spørgsmål i det den anden klasse har gennemgået, fortæller rektor Christian Alnor fra Middelfart Gymnasium.

Da fejlen var gået op for skolen, læren og censoren fik eleverne mulighed for at gå op, selvom de har forberedt sig på noget de ikke havde gennemgået i løbet af året, eller at trække et nyt spørgsmål, der svarede til klassens pensum og så op tirsdag i stedet.

- Det er rigtig synd for eleverne, men det vigtigste for os har været at have fokus på at få gennemført en ordentlig eksamen. Derfor gav vi eleverne valgmuligheden, og nogle har så valgt at starte forfra med 24 timers forberedelse, og må så gå til den sidste eksamen tirsdag i stedet, fortæller rektoren.

Men for mange forældre betød det, at champagnen nu må lægges på køl yderligere 24 timer før deres børn tirsdag kan fejres med hue, blomster og lykønskninger.

Oversigt

    Oversigt