I det fynske folks tjeneste

Endnu et stort vejarbejde begynder i Odense

Trafikanter, der skal benytte sig af Assensvej omkring afkørsel 52 på den fynske motorvej, skal væbne sig med tålmodighed i weekenden.

Fredag aften klokken 21 starter arbejdet med at lave krydset ved afkørsel 52 på Assensvej i Odense om til Danmarks første dynamiske ruderanlæg.

Arbejdet vil i første omgang spærre for trafik hele weekenden og indtil mandag morgen klokken fem, meddeler Vejdirektoratet. Den nye anlæg forventes dog først færdigt i efteråret. 

Læs også Kæmpe vejarbejde på vej

- Det er en omfattende ombygning af til- og frakørslen, vi skal i gang med, og den vil vare det meste af året. Derfor kan det ikke undgås, at de mange trafikanter, som benytter Assensvej og til- og frakørslen, vil mærke til det, siger Vejdirektoratets projektleder, Annette Jørgensen.

Politi til stede

Trafikanter kan i løbet af weekenden fortsat benytte Assensvej, selv om vejen bliver snævret ind i retning mod både Assens og Odense. Hastighedsbegrænsningen vil dog blive sat ned til 50 kilometer i timen.

Både politi og hjemmeværn vil være til stede i løbet af weekenden for at dirigere trafikken.

Det sker især for at forhindre, at vejarbejdet bliver et problem for trafikken på den fynske motorvej.

Smart og innovativ løsning

Når det nye anlæg står klar til efteråret, vil det gøre det lettere og mindske risikoen for kødannelse og trængsel.

- Det er en smart og innovativ trafikløsning, som blandt andet er anvendt flere steder i USA med succes. Erfaringen siger, at det hjælper til at mindske trængslen og øge fremkommeligheden, hvilket netop er projektets formål, forklarer Annette Jørgensen.

Weekendens vejarbejde er det første i den omfattende ombygning af til- og frakørslen.

 

Dynamisk ruderanlæg er den danske betegnelse for "Diverging Diamond Interchange" (DDI).

Dynamisk ruderanlæg er en løsning, der ikke tidligere er etableret i Danmark, men som findes i blandt andet Frankrig og USA.

Grundidéen i et dynamisk ruderanlæg er, at trafikken bytter bane på strækningen mellem de to rampekryds.
Dette medfører en forbedring af trafiksikkerheden, idet konflikten mellem venstresvingende og ligeud kørende elimineres, og dermed også giver mulighed for en mere smidig trafikafvikling.

Kapaciteten i et dynamisk ruderanlæg er væsentligt højere end i et traditionelt rampekrydsanlæg.

Med etablering af dynamisk ruderanlæg vil rampekrydsanlægget være fremtidssikret i forhold til den fremtidige udvikling i Odense, og anlægget vil ligeledes kunne håndtere en fremtidig udvidelse af motorvejen syd om Odense.

I forhold til et traditionelt udformet anlæg giver løsningen med dynamisk ruderanlæg kortere samlet rejsetid og lavere forsinkelser for alle retninger.

Kilde: Vejdirektoratet

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip