Et kæmpe tilbageslag for Tuco Værft

En båd, der skulle have været afleveret til en kunde i næste uge, er udbrændt totalt under den voldsomme brand hos Tuco Marine Groups i Faaborg.

- Det er meget meget slemt. Vi har en båd der skulle have været afleveret i næste uge, der er brændt. Det er et kæmpe slag for os. Det er ikke ret sjovt, siger Jakob Frost, der er medejer af virksomheden.

Branden opstod i frokostpausen, og brandvæsnet kæmper tirsdag eftermiddag med at få ilden under kontrol.

- Det er ild i glasfiberkonstruktioner, og ilden har fået fat i taget og hallen, og vi pøser vand på for at sikre virksomheden materiel, siger indsatsleder Thomas Waldersdorff fra Brand og Redning i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Branden i den 600 kvadratmeter store lagerhal sendte store mørker røgskyer ud over hele området nord for Faaborg.

- Vi har det under kontrol i det omfang man kan have ild under kontrol. Der er ingen fare for de omkringliggende bygninger, men hallen står ikke til at redde, siger indsatslederen.

Overbygningen til den nybyggede båd blev reddet, men selve skroget er totalt forsvundet i flammerne.

- Vi hjælper det vi kan. Vi nåede at få en del ud inden flammerne for alvor tog fat, men båden er væk, siger Jakob Frost.

Hvordan branden kunne opstå er der endnu ikke klarhed over.

Oversigt

    Oversigt