Færre fynboer sat på gaden

Markant færre fynboer blev sat på gaden i 2013 end de foregående år, fordi de ikke var i stand til at betale husleje.

Ved Fogedretten i Odense skete der 207 udsættelser af lejere i 2013, mens det skete 298 gange året før.

Det er desuden væsentligt under niveauet, da udsættelserne toppede med 356 udsættelser i 2009.

Ved retten i Svendborg skete der 64 udsættelser i 2013. Året før var tallet 72 og i 2011 var det 102.

Det viser tal, som Domstolsstyrelsen udsendte fredag.

På landsplan faldt antallet af udsættelser fra 3790 i 2012 til 3124 i 2013.

Her toppede det i 2011 med 4.405 udsættelser.

Stadig brug for hjælp

Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, Soc.dem., kalder udviklingen glædelig.

Han mener forklaringen er, at regeringen har fjernet den borgerlige regerings kontanthjælpsloft og starthjælpydelse.

- De ekstra penge er med til at sikre, at økonomisk udsatte lejere kan betale deres husleje i stedet for at blive sat ud af Kongens Foged, og det er selvfølgelig godt, siger boligminister Carsten Hansen.

Han understreger, at der fortsat er brug for boligselskabernes og kommunernes gældsrådgivning og hjælp til lejere, som får problemer, for at få tallet endnu længere ned.

Oversigt

    Oversigt