Farvel til Steen Møller: Hans afløser afsløres snart

Det bliver sandsynligvis ikke nogen af de nuværende konservative byrådsmedlemmer, der overtager efter Steen Møller. Partiet afslører spidskandidat snart.

Den konservative rådmand Steen Møller stopper som politiker og dermed også som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, og det er endnu uvist, hvem der skal overtage.

Det bliver formentlig ikke partiets to andre byrådsmedlemmer, Kristian Guldfeldt og Lars Havelund, der efterspørger nye kræfter.  

- Det giver muligheden for, at der kommer nogle friske kræfter til. Det tror jeg egentlig også, at vi trænger til en gang imellem, siger Lars Havelund til TV 2/FYN.

Formand: Vi har mange esser i ærmet

Formand for De Konservative i Odense, Michael Nielsen, fik beskeden om Steen Møllers farvel til politik i november, og han har brugt tiden til at undersøge markedet for en ny spidskandidat. Partiet vil snart melde navnet på en ny spidskandidat ud.

- Vi har mange esser i ærmet hos De Konservative. Selv om vi er et parti, der er mindre, end det vi drømmer om at være, har vi utrolig mange dygtige personer, siger Michael Nielsen.

quote Vi har mange esser i ærmet.

Michael Nielsen

- Det giver en ny situation, men det giver også muligheden for at lave en frisk start, fortsætter han.

Jegind: Vi står rigtig godt

Jane Jegind, der er spidskandidat for Venstre, mener ikke, at Steen Møllers farvel til politik ændrer ved blå bloks kamp om borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg,

- Jeg er sikker på, at den nye spidskandidat også nok skal få positioneret Det Konservative Folkeparti. Jeg synes, vi står rigtig godt i blå blok og har et utrolig stærkt og godt sammenhold, siger Jane Jegind.

Steen Møller fortsætter sit arbejde som rådmand resten af året.

 

Steen Møller: Jeg skal bruge min erfaring i nyt job

Hvad der så skal stå på visitkortet, ved han ikke endnu.

- Der er ikke lige nogen jobopslag, hvor der er en tiltrædelsesdato den 1. januar 2018, så derfor er jeg ikke gået i gang med at kigge endnu, siger Steen Møller.

quote  Jeg er helt overbevist om, at vi finder en dygtig, kompetent og kvalificeret spidskandidat.

Steen Møller

- Jeg har erfaring fra private virksomheder og fra en organisation, og så har jeg selvfølgelig erfaringen, jeg har fået fra de år som rådmand, og som jeg kan tilbyde på arbejdsmarkedet, siger Steen Møller, der er overbevist om, at han nok skal finde et spændende arbejde.

Sådan skal spidskandidaten være

Den konservative rådmand, der fik knap 7000 stemmer ved seneste kommunalvalg, er sikker på, at hans parti vil finde den helt rigtige efterfølger, der kan sluge stemmer ved næste kommunalvalg i november 2017.

- Jeg er helt overbevist om, at vi finder en dygtig, kompetent og kvalificeret spidskandidat, der kan tage over, siger Steen Møller.

Det Konservative Folkeparti afholder generalforsamling den 21. januar. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt