FC Svendborg tæt på overlevelse efter vital sejr

FC Svendborg er tæt på at sikre sig endnu en sæson i fodboldens 2. division efter en stensikker 4-1 sejr i dag over B 1908, der nu må ned i Danmarksserien.

Det var et ganske presset FC Svendborg-mandskab, der lørdag eftermiddag gik på banen på Amager mod hjemmeholdet fra B 1908.

Inden kampen lå FC Svendborg blot to point over nedrykningsstregen, og på den anden halvdel af banen stod et topmotiveret hjemmehold, der ikke kunne bruge andet end en sejr, i det et nederlag definitivt ville sende B 1908 ned i Danmarksserien.

FC Svendborg fik en god start på kampen, da de kom foran efter 17 minutter, men bare to minutter senere udlignede B 1908.

Men så tog Svendborgs Jonas Hvilsom ellers fat.

I slutningen af første halvleg bragte han fynboerne foran, og i anden halvleg udbyggede Svendborg med yderligere to Hvilsom-kasser føringen til 4-1, der også blev kampens resultat.

Dermed blev Jonas Hvilsom noteret for et flot hattrick.

Efter dagens sejr er B 1908 færdige i 2. division, mens FC Svendborg nu har fem point til stregen og dermed er tæt på at sikre overlevelsen i den tredjebedste række.

Næsby-sejr i Aarhus

Også Næsby fik lørdag tre point med hjem fra en udebanetur. Odenseanerne var en tur i Aarhus for at møde Skovbakken.

Takket være scoringer fra Anders Madsen (14. minut) og Andreas Bock (58. minut) var der tre point med i bussen hjem mod Fyn. Det gjorde det også lidt lettere for gæsterne, at hjemmeholdet blev reduceret til ti mand allerede i slutningen af første halvleg.

Næsby ligger nu nummer tre i nedrykningsspillet med to runder igen.

B 1908-Svendborg 1-4 (1-2).

0-1 Noel Nyason (17. minut). 1-1 Martin Lisborg (19. minut). 1-2 Jonas Hvilsom (38. minut). 1-3 Jonas Hvilsom (62. minut). 1-4 Jonas Hvilsom (79. minut).

Tilskuere: 211.

Skovbakken-Næsby 0-2 (0-1).

0-1 Anders Madsen (14. minut). 0-2 Andreas Bock (58. minut).

Udvisning: Magnus Clemmensen, Skovbakken (34.) 

Tilskuere: 125.

Kilde: Ritzau
 

Oversigt

    Oversigt