Fedmeopererede kvinder belaster OUH

Kvinder, der har været igennem en fedmeoperation, belaster i stigende grad fødegangene på OUH. Antallet af de risikofyldte fødsler er steget markant de senere år.

På få år er antallet af fødende fedmeopererede kvinder steget eksplosivt. På OUH var der sidste år 40 af den slags fødsler mod bare en enkelt for fem år siden.

- De opererede fik lidt mindre børn, og de havde større sandsynlighed for at føde børn, som var decideret for små, altså uden for normalområdet, siger Mette Mandrup Kjær, der har lavet undersøgelsen til Politiken.

Samtidig har de fedmeopererede langt flere komplikationer under graviditet og under fødsel end andre fødende.

- De opererede har risiko for tarmslyng, fordi de jo tidligere har fået flyttet rundt på tarmene. Graviditeten øger trykket, så tarmen i sjældne tilfælde kan sætte sig fast i de huller, der er opstået efter operationen, og bliver snøret af. Det kan man dø af, siger Mette Mandrup Kjær til avisen.

I følge undersøgelsen er en enkelt fedmeopereret kvinde død i forbindelse med en fødsel.

Oversigt

    Oversigt