Fejl i indtastning af stemmer til regionsvalg

Der er fundet fejl i 14 kommuners indtastning af stemmer til det syddanske regionsvalg. En tastefejl i Svendborg har haft betydning for sammensætningen af det nye regionsråd.

En gennemgang af tælleskemaer, som kommunerne har brugt i forbindelse med det netop gennemførte regionsrådsvalg, viser tastefejl i 14 ud af de 22 syddanske kommuner.

I de fleste tilfælde er der tale om mindre fejl. Men i en kommune har tastefejlene haft betydning for sammensætningen af det nye regionsråd.

Fejl i Svendborg

En tastefejl i Svendborg Kommune betød, at én Venstre-kandidat, som i første omgang ikke var valgt ind, alligevel fik en plads i regionsrådet og at en anden Venstre-kandidat ikke kom ind, men i stedet blev 1. suppleant. Fejlen blev opdaget og rettet i sidste uge.

Efterfølgende har Region Syddanmark bedt de øvrige 21 kommuner om at gå deres indtastninger i KMDs valgsystem igennem, for at se om der var andre indtastningsfejl.

Det har de 21 kommuner nu gjort, og gennemgangen viser, at der i 13 andre kommuner forekommer mindre indtastningsfejl.

I alt er der fundet fejl i de personlige stemmetal hos 97 af de 256 kandidater, som stillede op til regionsvalget i Region Syddanmark.

- Vi er overraskede over, at der er så mange tastefejl. Derfor vil vi nu gå i dialog med kommunerne om, hvordan vi kan minimere tastefejlene ved næste regionsvalg, siger vicedirektør i Region Syddanmark, Lene Borregaard.

På KMDs hjemmeside - www.kmdvalg.dk - kan man se de korrekte stemmetal for alle kandidater.

Se liste over fejl

Oversigt

    Oversigt