Film fra Langeland udtaget til Berlin Filmfestival

Filmen "At Elske Pia", der er optaget på Langeland med støtte fra FilmFyn er blevet udtaget til sideprogrammet, FORUM, på den prestigefyldte Berlin International Film Festival.

Udtagelsen af "At Elske Pia" til Berlin International Film Festival er i sig selv en stor hæder til produktionsselskabet Adomeit Film og den new zealandske instruktør, Daniel Borgman, som bor i Danmark, skriver FilmFyn i en pressemeddelelse.

 

 
 
Foto: Morten Albek

 

"At Elske Pia" er en fiktiv historie, som dog bygger på en virkelig kvindes liv. Nemlig Pia, som også spiller hovedrollen.

Hun er 61 år gammel og bor på landet sammen med sin mor Guittou på 84 år. Pia er udviklingshæmmet, så det er i høj grad moren, der tager sig af hende.

I filmen er Guittou ved at blive gammel, og Pia er bekymret for fremtiden, når moren dør.

Selvom hun aldrig har haft en kæreste, får hun den ide at finde en mand, hun kan elske for at overleve.

Hun møder Jens på havnen og indleder et forhold til ham, hvilket betyder, at det er hendes mor, der bliver ladt alene.

Rollerne i filmen spilles af Pia Skovgaard, som er udviklingshæmmet i virkeligheden, Céline Skovgaard og Jens Jensen.

 

Pia og Céline Skovgaard
Pia og Céline Skovgaard
Foto: Morten Albek

 

Filmen blev optaget i Pia og Céline Skovgaards hjem på Langeland og andre steder på øen.

"At Elske Pia" vises første gang på Berlin International Film Festival den 10. februar, og producer Katja Adomeit glæder sig:

- At Elske Pia er en film som vi er enormt stolte af. Den er noget nyt og ligner ikke andre danske film. Det er stort, at vi får lov til at vise filmen på Berlinalen, hvor vi kan fejre det sammen med hele holdet og Pia, Pias mor og Jens. Vi kommer til at gøre det stort og sjovt, fortæller Katja Adomeit. 

Det vides endnu ikke, hvornår filmen får premiere i Danmark.

 

Trailer for At Elske Pia af Daniel Borgman

 

Reportage om optagelserne til At Elske Pia på TV 2/FYN i december

Oversigt

    Oversigt