Flere havne er truet af oversvømmelse

Flere havne rundt i landet og områder lange Odense Fjord er truet at oversvømmelse.

Alle beboere omkring havnen i Frederikssund bedes forlade deres bolig og søge mod et højereliggende område. Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

Politi og redningsberedskab er nu på stedet for at koordinere indsatsen. Beredskabet oplyser på Twitter, at beboere kan søge mod Græse Bakkebyskole, hvor kommunen sørger for opholdsfaciliteter.

Stormen giver forhøjet vandstand flere steder fredag, og havnene i Frederiksværk og Holbæk er blevet afspærret, oplyser politiet.

Også i Odense, Hornbæk, Helsingør og København er der problemer med stigende vandstand. Ved Roskilde Fjord kan fænomenet betyde, at nogle borgere kan vente at blive evakueret.

På Klintebjerg Efterskole kæmper man i øjeblikket med forhøjet vandstande i Odense Fjord, skriver TV2 Fyn.

Beredskabsstyrelsen melder nu ud, at de sender to pumpeenheder fra Jylland til Sjælland på grund af den forøgede vandstand på Nordsjællands kyst.

I bunden af Roskilde Fjord trues også Vikingeskibsmuseet fredag af vandmasserne, som på grund af stormen er presset ned i fjorden.

I løbet af fredagen ventes vandstanden at stige gradvist, så den ventes at nå helt op på 2,3 meter over det normale fredag aften klokken 19, lyder det i en prognose fra DMI.

- Det er muligt, at der skal ske evakuering af enkelte husstande, siger Simon Schwaner, der er talsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi.

I givet fald vil det berøre borgere i Jyllinge og muligvis andre steder.

Allerede torsdag aften hjalp Beredskabsstyrelsen med at uddele sandsække til folk, der bor i Jyllinge.

Hvis borgere ikke selv kan hente sandsække med bil og trailer, kan de ringe til en særlig akuttelefon. Hjemmeværnet er til stede og vil hjælpe de borgere, der har et særligt behov, oplyser politiet.

Også Holbæk er plaget af vandet. Havnen er fredag formiddag blevet afspærret, og politiet beder borgere om straks at fjerne deres biler.

I København siger politiet, at man har kig på problemer med forhøjet vandstand under Knippelsbro, på Holmen, ved Amager Strand, på Teglholmen og andre steder.

Strandvejen ved Rungsted er oversvømmet, rapporterer Ugebladet i Hørsholm, og Nordsjællands Politi advarer om, at borgerne skal være varsomme.

Ifølge jp.dk er Gilleleje Lystbådehavn ramt af omfattende skader efter stormen, og store dele af havnen står fredag under vand.

DMI har udsendt varsel om forhøjet vandstand flere steder. Det gælder også Isefjorden, Limfjorden, Storebælt og Smålandsfarvandet.

Oversigt

    Oversigt