Flere iværksættere på småøerne

Flere småøer søger støtte til iværksætteri. Skarø er et godt eksempel med deres efterhånden verdenskendte isproduktion. En udvikling, der går modsat den seneste tids spekulationer om øernes afvikling.

Der opleves i øjeblikket et støt stigende antal ansøgninger om projektstøtte fra Landdistriktspuljens Ø-støttemidler, og det ser derfor ud til, at der hersker en lyst til iværksætteri på de små øer.

Ansøgningerne ligger på det højeste niveau i flere år, samtidig med at spekulationer om de små øsamfunds afvikling hersker.

- De danske småøer er en vigtig del af vores kulturarv, og heldigvis er der også i dag masser af liv og tro på fremtiden på øerne. Det vidner kvaliteteten af de mange ansøgninger, vi har modtaget, tydeligt om, siger minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S).

Skarø i det fynske øhav har med deres isproduktion åbnet et helt nyt marked, der strækker sig fra Rigshospitalet til Singapore Airlines, hvor den sydfynske is, nu nydes. Og virksomhedens medstifter mener, at der er et helt særligt iværksætter-klima på en ø.

- På en lille ø hjælper man hinanden, og derfor er der meget kort fra tanke til handling. Det har vi mærket på Skarø Is, og selvom det er besværligt at fragte alting med færgen, så tror jeg ikke, vi kunne have gjort det andre steder. Det er roen og naturen, der giver rum til det kreative, siger Martin Jørgensen fra Skarø Is.

De mange ansøgninger bliver nu behandlet, og der gives svar inden jul.

Oversigt

    Oversigt