Flest overgreb mod børn i Region Syddanmark

Antallet af voldelige eller seksuelle overgreb mod børn er stigende i Danmark, og flest sager er der forholdsmæssigt i Region Syddanmark.

Antallet af voldelige og seksuelle overgreb mod børn steg i 2015 med 27 procent i forhold til året før. Det svarer til at 1 ud af 1000 børn i Danmark i 2015 blev til en sag i et børnehus, som er det sted, hvor overgrebene mod børnene bliver behandlet. 

I 2014 behandlede børnehusene 867 sager og i 2015 var tallet steget til 1097. 

Over landsgennemsnittet
Der er dog store lokale og regionale forskelle på hvor mange overgreb der finder sted. Værst ser det ud i Region Syddanmark, hvor der har været i alt 605 sager. Det svarer til 1,4 børnehussager for hver 1000 børn i regionen. Landsgennemsnittet er på 0,9 sager per 1000 børn. 

Antallet af afsluttede sager i Børnehuset Syd er steget fra 285 i 2014 til 350 i 2015.

 

Kilde: statistikbanken.dk, FOLK1. 1, kv. 2015
Kilde: statistikbanken.dk, FOLK1. 1, kv. 2015

 

På Fyn ser det værst ud i Nordfyns, Assens, Nyborg og Langeland kommuner, hvor der har været over 2 børnehussager for hver 1000 børn i kommunen. Færrest sager har der været i Kerteminde og Middelfart hvor der har været 0,5 sager per 1000 børn.

Børnene mellem 0 og 17 år har både været udsat for voldelige og seksuelle overgreb. For drengenes vedkomne handler det oftest om voldelige overgreb, mens der i pigernes sager er en lige fordeling mellem voldelige og seksuelle overgreb.

Fædrene står bag
Tallene viser samtidig, at det i 45 procent af tilfældene er fædrene, som er mistænkt for vold eller overgreb mod børnene, mens det er mødrene i 24 procent af tilfældene. 

Børnehusene har kun eksisteret siden oktober 2013, hvor det blev lovpligtigt for kommunerne at benytte et børnehus, når der er mistanke eller viden om et overgreb, og hvor det er relevant for kommunen at inddrage sygehusvæsenet eller politiet.

På Fyn ligger børnehuset på Sanderumvej i Odense og dækker alle overgrebssager i de fynske kommuner og Frederica og Vejle kommuner.

 

Oversigt

    Oversigt