GOG-fløj skifter til rival: Jeg vil til tops

Århus Håndbold har fra sommeren 2017 skrevet en toårig kontrakt med GOG-fløjen Tobias Møller.

Den 26-årige venstrefløj Tobias Møller har bortset fra en kort afstikker til Aalborg Håndbold spillet det meste af sin håndboldkarriere i GOG.

Efter adskillige år som fast mand i GOG skifter Tobias Møller til Århus Håndbold fra sommeren 2017 og to år frem.

- Jeg er glad for, det blev Århus Håndbold, da jeg synes, det er en rigtig god klub med nogle spændende spillere og gode trænere.

- Århus Håndbold vil gerne spille med i toppen af ligaen, hvilket var et vigtigt parameter for mig. Jeg ser det som et stort skridt videre i min udvikling, siger Tobias Møller i en pressemeddelelse.

Tobias Møller håber, han kan udvikle sig både på det personlige plan og som håndboldspiller ved at få Erik Veje Rasmussen som cheftræner.

- Jeg har høje forventninger til Århus Håndbold og holdets trænerteam med Erik Veje i spidsen.

- Min drøm er at være med til at vinde et danmarksmesterskab. Sidste år fik jeg en bronzemedalje med GOG, men det kunne være fedt at komme helt til tops.

- Jeg kan bidrage med en del ligaerfaring og et hurtigt kontraspil, som jeg ønsker at tage med videre fra GOG, fortæller Tobias Møller.

Århus Håndbold-direktør Jan "Tromle" Nielsen ser frem til det nye samarbejde.

- Tobias er i vores øjne en komplet fløjspiller, da han både har kompetencer i angrebet, forsvaret og kontraspillet.

- Det er specielt i kontraspillet, at Tobias er skarp, hvilket er en egenskab, han har tillagt sig i sin mangeårige opvækst i GOG.

- Vi får en ung spiller på 26 år, der samtidig har en del ligaerfaring på højt niveau. Vi glæder os meget til, at han bliver en stærk duo sammen med Fredrik Schilling, fortæller Jan Nielsen.

Oversigt

    Oversigt