FMK-borgmester: Ny struktur skal styrke vælgernes tillid

Et stort flertal af de fynske kommuner ligger lavt, når det gælder vælgernes tillid til lokalpolitikerne. Det prøver man nu at gøre noget ved i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Politikerne skal have bedre tid og mulighed for at være i direkte kontakt med borgerne - og borgerne skal ikke være i tvivl om, hvor ansvaret for beslutningerne ligger.

Med andre ord er gennemsigtighed et af nøgleordene bag den reform af den politiske og administrative organisation, som kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune stemte igennem på et møde mandag aften.

- Det er vigtigt, at borgerne tydeligt kan se, hvem der træffer beslutningerne om folkeskolen, plejecentret, havnen, cykelstier, udvikling, lukninger og investeringer. Vi lægger op til, at det skal være meget tydeligere, at det gør vi i kommunalbestyrelsen, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Christian Thygesen (V).

quote - Det er vigtigt, at borgerne tydeligt kan se, hvem der træffer beslutningerne om folkeskolen, plejecentret, havnen, cykelstier, udvikling, lukninger og investeringer.

Christian Thygesen, Borgmester, Faaborg-Midtfyn Kommune (V).

Tiltag skal styrke tillid til lokalpolitikere

Planerne om en ny organisation med mere magt til kommunalpolitikerne er på dagsordenen samtidig med, at en række fynske kommuner har måttet sande, at borgernes tillid til de folkevalgte på rådhuset er svækket.

Kerteminde og Odense skraber bunden i en ny undersøgelse - de to kommuner er med en karakter på 3,7 ud af 10 landets dårligste, når det gælder tilliden til kommunalpolitikerne.

Faaborg-Midtfyn Kommune følger efter med karakteren 4.

Magten tilbage til byrådspolitikerne

Mere gennemsigtighed, øget indflydelse til byrådet og en klar placering af beslutningskompetence og ansvar, er noget af det, man håber, kan være med til at genskabe tilliden mellem borgere og politikere i Ringe.

- Vi ønsker i langt højere grad at invitere borgerne ind i det politiske rum. Også på politisk niveau ønsker vi nemlig at komme tættere på borgerne, lyder det fra borgmester, Christian Thygesen (V).

Mere om den nye kommunale struktur i Faaborg-Midtfyn Kommune på TV 2/FYN tirsdag eftermiddag, klokken 17.15.

 

Oversigt

    Oversigt