Forældre frygter sparekniven på skoler i Kerteminde

Kerteminde Kommune skal spare 35 millioner på børn- og ungeområdet. Et forslag om flytning af 131 skolebørn er allerede kasseret. Hos forældrene er usikkerheden stor.

Tirsdag demonstrerede forældre foran Langeskov Rådhus imod skolebesparelser.

Som et led i at skulle finde besparelser på 35 millioner kroner på børn- og ungeområdet i Kerteminde Kommune foreslog man først en flytning af 131 børn mellem forskellige skoler, men det er allerede trukket tilbage igen.

Forældrene er dog stadigvæk nervøse for børnenes fremtid i kommunen. Hos Louise Michaelsens familie overvejer de allerede om friskoler eller en eventuelt flytning kan være en løsning.  

- Man kan fra politisk side give så meget ustabilitet, at vi som forældre bliver nødt til at træffe nogle valg på vores børns vegne, det er jo trods alt vores ansvar, at de får en tryg skolegang, siger Louise Michaelsen.

De to største områder, der er i spil, er besparelser på ledelsesplan og nedskæringer på det beløb, som skolerne får per skoleklasse, der oprettes.

- Det kommer til at kunne mærkes, at vi skal spare, men vi gør alt, hvad vi kan, for at vi stadig kan have så høj kvalitet som muligt, siger Kasper Olesen,  formand for Børn- og Skoleudvalget.

Inden tirsdag den 14. juni skal politikerne blive enige om, hvilke spareforslag der skal sendes i høring.

 

Oversigt

    Oversigt