Forhold på fødeafdeling havner hos ministeren

Sagen om forholdene på fødeafdelingen på OUH havner nu på sundhedsminister Sofie Løhdes bord. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vil have flere penge til området.

Forholdene på fødeafdelingen på OUH, som TV 2/FYN har beskrevet de seneste dage, får nu SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne til at gå til sundhedsminister Sophie Løhde (V) med en række spørgsmål og et ønske om flere penge til området.

TV 2/FYN kunne tirsdag fortælle om en rapport fra Arbejdstilsynet, der beskriver, hvordan flere  jordemødre på fødeafdelingen på OUH er pressede, udkørte og bryder grædende sammen.

Fødende skal med i finanslovsforhandlinger

SF's sundhedsordfører Jonas Dahl har bedt ministeren om en oversigt over overbelægning på landets fødeafdelinger.

Han mener, at der er brug for flere penge til området.

- Der er behov for ekstrabevilling for at give de fødende og børnene en god start på livet, siger han.

Jonas Dahl vil have penge på bordet til landets fødeafdelinger ved de kommende finanslovsforhandlinger.

- Det er en dårlig investering set ud fra et samfundsperspektiv, hvis vi ikke investerer i vores børn, siger Jonas Dahl, sundhedsordfører for SF.

Socialdemokraterne ønsker flere penge

Den tidligere regering øremærkede 75 millioner kroner om året til at forbedre forholdene på landets fødeafdelinger. Den nuværende regering tog pengene af bordet og bevilgede i stedet 200 millioner kroner over de næste fire år.

En beslutning, som Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, slet ikke forstår.

 

Enhedslisten: Helt urimeligt

Også Enhedslistens sundhedsordfører, Peter Hvelplund, vil have sundhedsminister Sofie Løhde til at svare på en række spørgsmål om de forhold på fødeafdelingen, som TV 2/FYN har beskrevet.

 

- Det her er fuldstændigt uhørte arbejdsbetingelser, vi tilbyder jordemødrene. Svangreomsorg handler om at give en faglig forsvarlig og omsorgsfuld start på livet. Enhver kan regne ud, at det er umuligt når Arbejdstilsynet nu overvejer straks-påbud på fødegangen og lige ud skriver at forholdene forringer sikkerheden og sundheden for de ansatte, siger Peter Hvelplund.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt