I det fynske folks tjeneste

Forrygende julehandel skraber klejner ind på Fyn

Julen i år synes at være ekstra god for de fynske handelsforeninger.

Julehandlen går over al forventning i de fynske byer sammenlignet med tidligere år - og det til trods for, at hver femte dansker ifølge en undersøgelse lavet af Landbrug & Fødevarer vil bruge færre penge på julen i år.

Det gælder dog ikke størstedelen af borgerne i Region Syddanmark, viser undersøgelsen, og en rundringning til alle Fyns handelsforeninger peger i retning af samme konklusion.

Langt størstedelen af alle foreninger forventer nemlig et større overskud i år end sidste år.

I Langeskov mener formand for Langeskov Handel, Michael Nielsen, at det nye IC-togstop og flere nye butikker i Langeskov Centret er med til at skrue forbruget i byen op.

- Julehandlen går rigtig godt. Det lyder til, at alle regner med at sælge i hvert fald fem procent mere end sidste år, fortæller han. 

Der er stadig dage tilbage af julen 2016, og derfor har handelsforeningerne ingen konkrete tal over julesalget, men enstemmigt lyder det, at travlheden stiger.

Formand for Ringe Handelstandsforening, Jesper Schmidt Larsen, står dagligt i byens Tøjeksperten, og her ryger de indpakkede julegaver flittigt over disken.

- Vi kan se, at julehandlen strækker sig over en længere periode. Det starter allerede i november, og vi får mere og mere travlt i butikken, siger han. 

​Tendensen er den samme uanset om pakkerne er bløde eller hårde, og det høje forbrug glitrer også over dagligvare- og delikatesseforretninger.

- Det går så godt, at jeg ikke har tid til at tale lige  nu. Jeg har butikken fuld af kunder, skynder formand for Assens Handelstandsforening, Leif Laustsen, at sige, inden han ræser tilbage til sin slagterbutik. 

 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip