Lurede på Facebook: Topdanmark anker efter hundeluftning

Forsikringsselskabet Topdanmark vil ikke udbetale erstatning for tabt erhvervsevne til kvinde fra Ringe, fordi hun gik lange ture med sine hunde og lavede opslag om det på Facebook.

Pia Skovmose fra Ringe føler sig overvåget af forsikringsselskabet Topdanmark. De har nemlig brugt hendes åbne facebookprofil og dertil hørende opdateringer til at sætte spørgsmål ved, hvor meget hun skal have i erstatning for tabt erhvervsevne i forbindelse med en faldulykke i 2008. 

Dengang arbejdede Pia Skovmose som svejser på en vindmøllefabrik. Men efter ulykken er hun aldrig vendt tilbage til arbejdsmarkedet, fordi hun har været plaget af stærke smerter især i lænden. I 2015 fik hun tilkendt førtidspension. 

- Når jeg sidder her, så har jeg tæskehamrende ondt i lænden og ud i benene. Hvis jeg bruger mine arme over skulderhøjde, så kan jeg lige så godt gå hen og lægge mig i sofaen, siger Pia Skovmose. 

Forsikringsselskabet tror ikke på smerterne

I september 2016 modtog hun en ny afgørelse fra Arbejdsmarkedet Erhvervssikring. Her blev det vurderet , at hendes samlede tab af erhvervsevne  er på 70 procent. 35 procent skyldes faldulykken i 2008 og resten kan skyldes en ulykke tilbage i starten af 90erne. 

Pengene skal udbetales af Pia Skovmoses daværende arbejdsgivers forsikringsselskab Topdanmark. Men de har anket Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, fordi de ikke mener, at Pia Skovmoses aktivitet med hendes hunde er uforenelig med de smerter hun beskriver. 

- Det er jo ikke fordi skadelidte viser billeder af sin søde hund, at vi anker sagen. Det er fordi hun selv med ord på Facebook beretter om et aktivitetsniveau, der efter vores opfattelse ikke er foreneligt med et højere erhvervsevnetab end 15 procent. Dette skal Ankestyrelsen nu tage stilling til, og deres afgørelse følger vi, skriver kommunikationschef i Topdanmark, Jens Langergaard i en mail til TV 2/Fyn. 

Oplysningerne har de hentet via Pia Skovmoses Facebook, hvor de især hæfter sig ved hendes opdateringer om fire lange gåture og den hundetræning som hun deltager i sammen med sine tre hovawart hunde.

Føler sig overvåget

Ifølge Pia Skovmose betyder hendes hunde alt for hende, og de giver hende livskvalitet i en hverdag med mange smerter. 

- Havde jeg ikke haft ham (hunden Gigo, red.), så havde jeg ikke været her i dag, for han er altid ved mig, siger Pia Skovmose. 

Hendes profil på Facebook er fyldt med opslag og billeder af hende og hundene. Dem bruger Topdanmark nu til at sætte spørgsmål til graden af Pia Skovmoses erhvervsevnetab. Måden de har indhentet oplysninger om hende, ved en simpel google-søgning, har rystet hende. 

- De første tre til fire dage, der turde jeg næsten ikke gå uden for en dør, andet end når jeg skulle ud og gå med hundene. Jeg var faktisk bange for, at de stod og overvågede mig, siger Pia Skovmose. 

Se hele indslaget om Pia Skovmose og hendes arbejdsskadesag her

Din åbne profil sladrer om dig 

I en sag fra 2011, hvor SKAT havde indhentet oplysninger om en kvinde via hendes åbne profil på Facebook, udtalte ombudsmanden, at hvis en person har en så åben profil på Facebook, at alle brugere af Facebook kan se de oplysninger der ligger om personen, så er der i realiteten tale om at oplysningerne er offentligt tilgængelige.

Det samme kan efter omstændighederne gøre sig gældende, hvis en person har garderet sig mod offentligheden med privatindstillingerne på sin profil, men alligevel har et meget stort antal ’venner’ på Facebook. 

Dermed må myndighederne gerne bruge disse oplysninger, hvis de er relevante for sagen. 

"Tænk før du deler"

Forsikringsselskaber og myndigheder bruger i højere grad sociale medier som facebook til at overvåge mennesker, der har en sag i deres system. Her bruger de for eksempel opslag og billeder til at vurdere om folk er for syge til at arbejde.

- Man kan godt bruge billeder, videoer og opdateringer på facebook som et bevis mod en person, om det så er en kriminel eller en som er ramt af en ulykke og derfor søger erstatning. Problemet er bare, hvad er det et bevis for? Hvis man ser en person stå op og smile til kameraet, så kan det være, at personen har været glad og har holdt til at smile i lige det øjeblik og så have måtte lægge sig ned på sofaen bagefter, siger Filip Wallberg, journalistisk lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i digitale- og socialemedier. 

Hans råd til alle mennesker er at blive mere bevidst om, hvad det er som man deler med omverdenen. 

- Tænk før du deler. Uanset hvor du er i dit liv, så kan det ramme dig med 180 kilometer i timen, det du lige har delt, siger Filip Wallberg. 

 

Oversigt

    Oversigt