Fyn forbigået: Regeringen har udpeget placering af politiskole

Den kommende politiskole vest for Storebælt vil regeringen have placeret i Herning.

Opdateret klokken 17.09 med kommentar fra Søren Pind

Den kommende politiskole vest for Storebælt vil regeringen have placeret i Herning.

Politiskolen går således Fyn forbi. Det bekræfter justitsminister Søren Pind (V), skriver Ritzau.

Regeringen er blevet kritiseret voldsomt for at have handlet alt for langsomt i forhold til en ny politiskole. Men nu er dens anbefaling altså klar.

Debatten om placeringen af en ny politiskole har raset længe. Blandt andre har Svendborg udtrykt klart ønske om at få politiskolen til området. Regeringen er samtidig blevet kritiseret voldsomt for at have handlet alt for langsomt i sagen.

Beslutningen om at åbne en ny politiskole vest for Storebælt blev truffet i forbindelse med politiaftalen, som et bredt flertal indgik i november 2015.

Her blev partierne i blå blok samt Socialdemokraterne blandt andet enige om, at der var et behov for at uddanne flere betjente. Derudover fik politiet i forbindelse med aftalen tilført 480 millioner kroner ekstra om året. 

Regeringens indstilling betyder ikke nødvendigvis, at Herning også ender med at blive placeringen for den nye politiskole.
Spørgsmålet om placeringen af skolen bliver nemlig en del af de igangværende finanslovsforhandlinger, hvor Dansk Folkeparti kan blive en afgørende spiller.

Klokken 16.50 onsdag udsendte Justitsminister Søren Pind denne kommentar:

”En ny politiskole i det vestlige Danmark er afgørende for at fremtidssikre politiet. Rigspolitiet vurderer, at en nybygget skole er den bedste løsning, og regeringen har en ambition om, at politiskolen skal bidrage til at skabe en bedre balance mellem landsdelene med vækst og udvikling i hele Danmark. Regeringen agter på den baggrund at placere den nye politiskole i Herning.”

 

Oversigt

    Oversigt