Fynboer vil bruge 600.000 kroner på indisk tilflugtssted

Foreningen Trankebar vil redde den historiske, danske bygning Kommandantens Hus på Trankebar.

I 1989 kom Poul Petersen til Indien for første gang. Hans kendskab til Trankebar var, hvad han selv beskriver som "det man nu lige lærer i skolen".

På det tidspunkt var det da også over 100 år siden, Danmark solgte kolonien til England. Men det begrænsede kendskab skulle ændre sig, da han første gang så den sydindiske fiskerby med egne øjne.

- Jeg tænkte bare "Hold da op. Der ligger jo et stykke af Danmark her", fortæller Poul Petersen.

Siden 2002 har Foreningen Trankebar, som Poul Petersen er formand for, bevaret de danske bygningsværker i Trankebar. Det første renoveringsprojekt var Fort Dansborg, og siden har alle missionsbygningerne fået en kærlig hånd - pånær Kommandantens Hus. Men det skal der laves om på nu. 

- Det er vores plan at gøre Kommandantens Hus til en slags refugium for kunstnere og historie interesserede. Det er trist at se, at det bare står og forfalder, forklarer formanden.

 

 

Penge fra egne lommer

For at give nyt liv til Kommandantens Hus kræver det ifølge Poul Petersen 600.000 kroner. De penge skal gå til restaurering af bygningen og indretning af værelser til overnattende gæster. Hvis bygningen, som i dag er ejet af Indien, skal blive dansk igen, kommer det dog til at koste foreningen omkring en million kroner. 

Udover penge fra forskellige firmaer har foreningsmedlemmerne fra Foreningen Trankebar selv postet en masse penge i projektet. Når man spørger formand Poul Petersen, hvor meget, han tror, han har brugt af egen lomme, fortæller han, at restaureringen af Fort Dansborg i 2002 alene kostede ham 100.000 kroner. 

Derfor har foreningen nu brug for penge udefra. 

- Vi håber på at få økonomisk støtte fra firmaer, som handler med Indien. Trankebar styrker samarbejdet mellem Danmark og Indien, og jeg ser det derfor som en god investering, siger Poul Petersen.  

Indien viser stor interesse 

Den danske kulturarv i Trankebar er en stor turistattraktion i Indien. Men det er primært inderne selv, som viser interesse og ikke danske turister. Det vil den fynske forening dog gerne lave om på. 

Derfor sender Foreningen Trankebar hvert år et hold højskoleelever til den tidligere danske koloni. Formålet med højskoleopholdene er, at flere skal få øjnene op for det danske stykke kulturarv. 

- Vi håber, at vi på den måde kan få flere danskere til at interessere sig for den del af den danske historie, siger Poul Petersen. 

Sidste år havde Trankebars Maritime Museum over 10.000 besøgende. 

 

400 års jubilæum

I november 2018 markerede Foreningen Trankebar 400-året for startskuddet til Trankebars oprettelse. Arrangementet fandt sted på Kronborg Slot, og blandt gæsterne var blandt andet den indiske ambassadør i Danmark og Danmarks ambassadør i Indien.

Også tidligere minister Bertel Haarder og prinsesse Benedikte deltog i festlighederne. Prinsesse Benedikte er en af dem, som Foreningen Trankebar har haft med på en rejse til byen. Tilbage i november havde hun da også kun positive ord at sætte på foreningen: 

- Den skal vi huske på, vi danskere, at vi har en masse kultur. Og vi skal også lære inderne, hvad det er for en kultur, for vi danskere var en lille del af deres historie. Det har vi godt af at lære i denne meget farverige tid, hvor mange kulturer bliver blandet sammen.

Se indslaget fra markeringen af 400 året her

Oversigt

    Oversigt