Fynboerne får nye ambulancer

Hvis uheldet skulle være ude, kan du fra 2019 blive hentet i en af Ambulance Syds nye ambulancer. De nuværende er ved at være slidte.

I 2019 begynder Ambulance Syd, der blandt andet kører ambulancer på Fyn, at skifte sine ambulancer ud. Det oplyser Region Syddanmark.

 

 

Mercedes-ambulancerne, der de seneste tre år har kørt i regionen, har efterhånden kørt så mange kilometer, at de trænger til at blive skiftet ud.

For at sikre større konkurrence er Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden gået sammen om opgaven med at finde de nye ambulancer og har haft opgaven ude i et fælles udbud. Valget faldt på Volkswagen Crafter ud fra en samlet vurdering af kvalitet, levering og økonomi.

- I budgetaftalen for 2019 blev det aftalt at give mulighed for at skifte til tungere ambulancer end de nuværende. Det betyder, at vi kan indrette de nye ambulancer med fokus på arbejdsmiljø for redderne og optimal behandling af patienterne, siger Mads Skau (V), der er formand for Region Syddanmarks præhospitale udvalg.

De nye ambulancer får flere hestekræfter end de nuværende. De får desuden også et bedre bårerum og mere sikkerhedsudstyr, oplyser Region Syddanmark.

Ambulance Syd får leveret de første nye ambulancer i august 2019, og inden udgangen af året vil 13 nye ambulancer være leveret.

Ambulance Syd råder i øjeblikket over 110 køretøjer.

Oversigt

    Oversigt